|
Indhold:
-Overordnede-
-Sideordnede-
|
RekrutI Avedørelejren - jun/aug '67Umiddelbart efter studentereksamen i sommeren 1967 blev jeg indkaldt til Sjællandske Luftværnsregiment i Avedørelejren. Det var jo ellers i de år, hvor 68'er oprøret ulmede og hvor alt, hvad der mindede om autoriteter og uniformer var ganske upopulært i visse kredse. Det var en tid med idoler som Mao, Marx og Che. Men som man vil forstå, så var jeg ikke så meget til den slags. Jeg led nok af en ret udpræget 'politisk bevistløshed' som gjorde, at jeg på den ene side ikke gik ind som "nægter", men omvendt heller ikke besad noget krigerisk væsen - i så fald var (og er) det vældig godt skjult!
Så en sommerdag i starten af juli '67 stod jeg altså dér ved porten med de obligatoriske 2 hængelåse, et par mellembrune snøresko, en barbermaskine (ikke elektrisk) samt en lidt skræmmende fornemmelse af, at nu begyndte noget, der uden tvivl var meget anderledes, end hvad tilværelsen hidtil havde budt på. Nu viste det sig, at det hold vi organisatorisk hørte til, faktisk var blevet indkaldt en måned tidligere (i starten af juni), og at vi således var en ekstra studentergruppe, der kom ind måneden senere. Det var til umådelig fryd for juni holdet, at der pludselig ganske uventet kom nogen, der var endnu mere rekrutter end de selv. Nå - det betød egentlig ikke så meget, for det viste sig ret hurtigt, at vi fra juli kom til at udgøre en 'skole deling' på den måde, at vi stort set alle fra starten var udset til at komme på sergentskolen - og det var ikke en situation, der vakte begejstring; jo - hos nogen få måske, men for flertallet var det nok en streg i regningen.
Faktisk havde vores lille gruppe ikke så meget med "de andre" at gøre. Vi havde vores eget mudderfræs op og ned af skrænterne på det gamle voldterrain (Vestvolden), som på det tidspunkt stadig var delvist afspærret som militært område.
Basen var som sagt Avedørelejren, i hvis gamle solidt murede trefløjede bygninger vi var indkvarterede. Jeg husker stadig de brune asfaltgulve, som skulle bones og poleres, kasernekøjerne med knirkende fjederbunde, og de lakerede vægskabe af træ, hvori tøjet (i det mindste i rekruttiden) skulle ligge i regelmæssige stabler. Jo - der var stil over det! 
Og geværerne, der kom indsmurt i noget, der nærmest virkede som gammel fritureolie. Det var de gamle Garand geværer fra før plastic riflernes tid. For at hindre rust skulle geværet altid være indsmurt i et tyndt lag olie og desuden skulle piben ("løbet" som det ville hedde blandt "de civile beder") være ren indeni. Redskaberne hertil opbevaredes i et hulrum i kolben. Ca. en gang om ugen - tror jeg nok det var - skulle geværet 'tørlægges' i forbindelse med inspektion. Typisk før en evt. week-end orlov. Så havde man jo en nærliggende sanktionsmulighed, hvis noget ikke var i orden. Denne tørlægning indebar, at alt fedt og olie skulle fjernes fra våbenet, så det fremstod helt tørt og fedtfrit. Det var noget at et job med alle de kroge og hjørner, der er på sådan en 'gøb'. Efter sigende så skulle tørlægningen være nødvendig for at kunne opdage evt. revner eller skader på våbenet, men der var ingen tvivl om, at det også blev brugt som en beskæftigelses terapi for 'knuderne'. Der var dog nogen som fandt ud af, at processen kunne lettes betragteligt ved at benytte meget varmt vand til at fjerne fedtet. Denne metode var strengt forbudt, idet også det fedtelse, der sad utilgængeligt under skæftet, kunne forsvinde. Men metoden var ikke desto mindre ganske udbredt! Det var også dengang, hvor der stadig var en standvagt - eller skildvagt i civilt sprog - ved for kaserneporten. 24 timer i døgnet, 2 timer ad gangen i sol, sne og slud. Om natten var selve den store port lukket. Det var død irriterende, når nogen af de mindre behagelige officerer - hvis privilegium det var at kunne parkere inde på lejrens område - kom fulde hjem og ikke kunne få porten åbnet hurtigt nok. At melde dem for spritkørsel faldt os ikke ind; der var ikke så stor opmærksomhed omkring sådan noget på den tid. Der var vitterlig nogle officerer, der var udsøgt ubehagelige. Der var typer imellem, om hvem man ikke kunne forestille sig, at de overhovedet kunne begå sig i en 'normal', civil verden. Men i den militære (og i det mindste dengang) strikse, autoritære hakkeorden kunne sådanne personer uden personlighed blomstre. Det var heldigvis langt fra alle, der var sådan - men de fandtes.
Da vi nu var blevet indkaldt en måned senere end resten af batteriet (betegnelsen for en artilleri enhed på ca 150 - 200 mand), så betød det, at vores rekruttid blev afkortet med en måned. Så vi var kun knoldesparkere i 3 måneder den sommer, derefter kom langt de fleste af de ca. 25 mand fra vores lille efternøler-gruppe til Ringsted kaserne, hvor sergentskolen dengang var. 
|
||||||||||||||||||
