Indhold:

-Overordnede-
I Kongens Klæ'r

-Sideordnede-
Rekrut
Sergentskolen
Tilbage til Avedøre
Skyde og Grave
Snart civil igen!
Efterskrift

Sjællandske Luftværnsregiment (SLV) 1

Tilbage i Avedøre som sergent - sommeren '68

	Øverst: Belægningsbygninger og kasernegården som det tog sig ud i september 2000 Nederst: De gamle vandposte (sep 2000) og kostforplejningen, der nu er restaurent (sep 2005). Sergentafdelingen var den fløj, der forsvinder ud af billedet til højre

Privilegier

Se nu hørte man jo til dem, der trods alt havde nogle privilegier. Det er som bekendt den slags, der holder et autoritært hierarki kørende. Vi var indkvarteret på to-mands kamre, og så var det også slut med at stå for rengøringen selv - den slags havde man da folk til! I kostforplejningen var der et mindre og noget hyggeligere lokale - oven i købet med dug på bordet - hva'behar? Maden var ganske vist den samme, men omgivelserne lidt mindre 'B & W kantine'-agtige. Selvfølgelig kunne det ikke hamle op med damasks dugene og sølvtøjet i officersmessen, men alligevel!

	Til venstre: Kampklar! Herover: De mere afslappede sider af soldaterlivet!

Dengang afspejlede det militære system i høj grad tidligere tiders skarpe, klassedelte samfund. Der var heller ikke noget, der hed soldaterløn. Som menig fik man udbetalt et beskedent beløb i lommepenge en gang om ugen. Jeg husker ikke beløbet, men tror dog, at det var af størrelsesordenen 50 kr. Til gengæld var der jo tøj (dronningens klæder), kost og husly gratis.

Småpenge

Som sergent fortsatte men med denne ordning, indtil udløbet af den ordinære værnepligtstid (de 14 måneder). Herefter kunne man så vælge mellem to aflønningsformer:

• en bonusløn, hvor kun en mindre del udbetaltes, og resten blev opsparet indtil hjemsendelsen. Tillige var kost og logi stadig gratis.
• en egentlig løn, hvis størrelse jeg intet husker om - det har nok ikke været til at blive rig af. Desuden blev der kun stillet et 'beredskabs kvarter' til rådighed i form af en køje på en 16-mands stue, hvis renholdelsstandard var ret lav. Desuden skulle man også betale for kosten, men denne betaling var så vidt jeg husker meget lille - vel nærmest af symbolsk betydning.

Denne anden ordning kunne måske være attraktiv for de, der som jeg boede så tæt på kasernen, at man kunne tage hjem efter dagens tjeneste.

Den eneste lejlighed der var til at benytte dette beredskabskvarter til en enkelt overnatning (mere tror jeg ikke det blev til) var efter hjemkomst fra en øvelse eller skydeperiode, hvor vi så fik at vide, at Warszawa pagtens styrker havde invaderet Tjekkoslovakiet - det var Alexander Dubchek's "Socialisme med et menneskeligt ansigt" der ikke passede betonkommunisterne i øst. Så vidt jeg husker gik der dog ikke mere en et døgns tid, før vi kunne vende tilbage til normale tilstande. Så heldige var beboerne i Prag som bekendt ikke.

Jeg husker, at da 14 måneders grænsen nærmere sig, så ville vi, der var indkaldt en måneds tid senere, jo gerne alligevel hjemsendes sammen med de 'gamle', men det kunne der ikke være tale om! Som plaster på såret overgik vi dog til lønordningen efter 13 måneder i trøjen.

Instruktører uden pædagogisk sans

Sådan må man vel nærmest betegne os i jobbet med at formidle de elementære militære færdigheder (det lyder fint ikke?) til de nye. Det blev noget lettere og bedre efter nogen tid. Men at fange interessen hos folk, der ikke altid var til stede af egen fri vilje, var ikke let. Jeg føler med skolelærere og slige folk og tænker, at det var godt jeg ikke gik den vej sidenhen.

Stuekommandør

"Stuen ret!" skulle ene eller anden råbe, når man som befalingsmand kom ind på stuen (12-16 mands 'belægningsstue', som det blev kaldt). Alle skulle så fare op og stå ret ved fodenden af sengen dirrende af iver efter at erfare om de nye udfordringer befalingsmandens tilsynekomst kunne indebære! Nå - det lyder som om det entydigt var et udtryk for den totale underkastelse over for dem med flere stjerner eller striber på; men det kunne også have den praktiske effekt, at man som ung sergent undgik at lægge ører til det nok mindre pæne skudsmål, vi uden tvivl fik, når man vendte ryggen til. Det er undertiden ikke nogen fordel at vide alt.

Pudsning / udrustning, våben

	Beredskabskvarteret: Rengøringsstandarden var lissom sunket lidt efter rekruttiden!

En af de tilbagevendende sysler var "pudsning" - anvendt nærmest som en fælles betegnelse for rengøring af våben og al anden udrustning. Dette foregik på den dertil indrettede pudsestue. Denne foretagsomhed blev ganske ofte ledsaget af saftige beretninger og fantasier om, hvad den kommende weekend orlov monstro ville bringe!

Nye uniformer

Det var i øvrigt sådan, at da det batteri, hvor vi var sergenter, efter 4 måneder overgik fra rekruttiden til dækningsstyrken og dermed - som man blev det dengang - skulle udstyres med udgangsuniformer, så viste det sig, at man ville indføre en ny uniformstype til erstatning for den lummerbrune udgave, der havde eksisteret indtil da. Det var de uniformer med en mørkegrøn blazer-lignende jakke, lys grå skjorte, grågrønne bukser og sorte sko. Det var faktisk et ganske pænt sæt tøj, vi dér fik. Med den korte værnepligt der er i dag, ofrer man ikke mere et helt nyt sæt tøj på folk, men det gjorde man altså dengang. Det betød, at vores dyrt indkøbte kasketter ikke fik lang tid at leve i. Hovmod står for fald!