Indhold:

-Overordnede-
I Kongens Klæ'r

-Sideordnede-
Rekrut
Sergentskolen
Tilbage til Avedøre
Skyde og Grave
Snart civil igen!
Efterskrift

Sjællandske Luftværnsregiment (SLV) 2

Øvelser m.v. - vinteren '68/69

Materiellet: Radar og kanoner

Bofors 40mm maskinkanon under skydning ved Melby og på Gniben
På to af billederne er kanonen monteret med udstyr til måling af projektilets hastighed

 
Et luftværnsbatteri (ca 150 - 160 mand) rådede dengang over et antal 40mm Bofors maskinkanoner i stand til at afgive ca. 4 skud pr. sekund hver. Kanonerne var styret fra en ildeledelsesradar og var derfor forbundet med denne med tykke kabler, hvor igennem styresignalerne gik. Disse ildeledelsesanlæg (hvoraf der var to) var suppleret med en enkelt større radarvogn med en rækkevidde.

Skal man skyde efter et bevægeligt mål (fly), så kan det ikke nytte at sigte på flyet, for når granaten omsider når frem - hvilket den faktisk sjældent vil gøre, da vindafdriften ofte vil blæse den ud af kurs - så har flyet flyttet sig i mellemtiden. Man skal altså tage hensyn til målets kurs og hastighed, granatens hastighed samt temperatur og vindretning i forskellige højder.

Vindretningen i forskellige højder blev målt ved, at man opsendte en heliumballon, hvis stigehastighed blev kalibreret med et lod, så der ved jorden var neutral opdrift. Hvor nøjagtigt det var, aner jeg ikke, men det var nu engang den metode, der var til rådighed. Til ballonen var der fastgjort en aluminiums kugle lidt større en en bordtennisbold. Det var nok til, at man med ildledelsesradaren kunne følge den på op til flere kilometers afstand og dermed måle vinkelhøjde og retning til kuglen. Dette gjorde man så med bestemte tidsintervaller. Ud af alt dette kunne man så med en særlig regnestok (længe før lommeregnerens tid) og nogle tabeller beregne vindretning og hastighed i forskellige højder.

Projektilets hastighed kunne måles med et udstyr, der bestod af to spoler med en kendt indbyrdes afstand monteret i en slags stativ på kanonrørets flammeskjuler. Inden skuddet blev granaten så magnetiseret ved at føre den ind i en spole med en kraftigt magnetfelt. Når den magnetiske granat for gennem spolerne på kanonen, indiceredes to strømpulser i disse. Tidsforskellen angav så - når afstanden mellem spolerne var kendt - mundings hastigheden.

Når alle disse data var kendte, kunne forsigtet udregnes. Det styresignal, der blev sendt til kanonerne, indeholdt de nødvendige korrektioner.

Ildlederradar som styrede kanonerne og målsøgeradar med større rækkevidde.

 
Til den computerinteresserede: I dag med hurtige og ydedygtige digitale computere er det pudsigt at tænke på, at den computer, der i ildledelsesanlægget foretog disse udregninger, var analog! Ja - de trigonometriske udregninger af projektilets bane indebar, at der skulle regnes med cosinus og den slags ting, som nogen måske med skræk husker fra skolens metematiktimer. Det oversteg, hvad men omkring 1960 kunne klare med digitale computere, i det mindste, hvis det skulle tage mindre end en dags tid! Computeren var derfor indrettet med f.eks. regnekondensatorer, hvor kapaciteten varierede med f.eks. cosinus af drejningsvinklen. Så hele menageriet var således opbygget med rør, kondensatorer og servomotorer. Strømforsyningen bestod af en roterende omformer 50Hz ind, 400Hz ud. Spændingen husker jeg ikke.

Senere blev denne lidt Storm P. - agtige konstruktion erstattet af digital elektronik, men det var efter jeg have forladt de væbnede styrker. Endnu senere blev hele systemet erstattet af et langt mere mobilt system baseret på målsøgende misiler - men det er en helt anden historie.

Skydeøvelser - Melby / Gniben

Med jævne mellemrum foregik der skydeøvelser. Det kunne være enten i Melby i nærheden af Asserbo på nordkysten, eller det kunne foregå på Gniben (den yderste spids af Sjællands Odde).

Der pakkes ud i Melby før skydning.    Kollega i ildlederens lille, drejelige tårn.

Skydning i Melby og på Gniben - Vinteren '68/69.

 
Selve skydningen foregik på den måde, at når hele teknikken var stillet op og kanoner og ildleder stillet vandret (nødvendigt for at få samme referenceplan, så kanonernes elevation passede med ildlederens) så kunne festen begynde. Et tussegammelt énmotors gult propelfly - vist nok fra Sverige - kom tøffende i et astadigt tempo ind over standpladsen slæbende en slags omvendt vindpose (et slæbemål) i en 1000m lang wire efter sig. Det må jo siges at ha' været en god tillidsøvelse for piloten i slæbeflyet. Det var først tilladt at åbne ild, når flyet havde passeret over standpladsen; ellers ville tillidsøvelsen nok ha' været lidt for spændende! Der var blandt deltagerne en god motivation til faktisk at ramme, især hvis posen derved ødelagdes, for så gik der en ganske lang smøgpause, før den gamle pose var halet ind og en ny rullet ud. Der, hvor wiren grenede sig ud til fastgørelse af posen, sad der en mikrofon. Det lille overlydsbrag, der opstod, når granaten passerede, gav mulighed for at se (eller retter høre), hvor tæt på man havde været - også i de tilfælde, hvor det ikke var en "ægte rødt". I øvrigt var granaterne indrettet, så de efter en vis tid eksploderede med et lydløst brag (på grund af den store afstand) og en røgsky - også uden at den havde ramt noget.

Det for os sergenter mest behagelige var indkvarteringen på de lokale pensionater. Her var forplejningen og forholdende i det hele taget en del bedre end for de menige, som måtte tage til takke med kostforplejningen og barakkerne i den pågældende lejr (Melby eller Artilleriskolen på Gniben).

Graveøvelsen

Den sidste feltmæssige øvelse, vi var på, gik ud på at etablere en stilling med materiellet d.v.s. kanoner, radar og alle køretøjer nedgravet, så det udgjorde det mindst mulige mål for de "orange styrker" som de onde altid hed. Arbejdet skulle udføres med håndkraft (som det ses) - ikke noget med bulldozere eller rendegravere her!

Det virkede allerede dengang som et noget formålsløst projekt - eller var det min manglende forsvarsvilje / dovenskab, der påvirkede bedømmelsen?

Problemet med et luftværn på den tid var, at man benyttede kanoner, d.v.s. granaten kunne ikke styres. Så snart den havde forladt kanonrøret, var det ballistikken og vindretningen, der afgjorde, hvor den ramte. Desuden blev der fra radaren hele tiden udsendt radarsignaler for at kunne følge målet. Moderne kampfly (sikkert allerede sidst i 60'erne) kunne uden tvivl detektere disse. På den måde blev radarstrålen jo nærmet en ledestråle for de luft til jord misiler, der i løbet af kort tid ville ødelægge radaren og det mandskab, der var omkring den. Jeg vil derfor tro, at værdien af at have en permanent stilling, som den graveøvelsen gik ud på at lave, var yderst tvivlsom. Nå - men det var uden for min kontrol.

Omkring 1997 havde man da også omdannet hele luftforsvaret både organisatorisk og teknisk. På det tekniske område var man da gået over til målsøgende misiler. Hvordan det er i dag (2007), ved jeg ikke.