Digital Fototeknik: Problemer med kontrastrige motiver
Kan man efterbehandle, så problemet mindskes?
Problemet
Ved fotografering af motiver med stort dynamikområde (= stor forskel på de
lyse og mørke partier i sceneriet) kan man let komme i den situation, at det
ikke er muligt at få detaljer både i skygger og højlys.
Hvis man eksponerer efter skyggerne, så bliver højlys i billedet helt hvide
og uden detaljer. Omvendt hvis der eksponeres efter de lyse partier, så vil
der være detaljer her; men til gengæld bliver skyggepartierne næsten sorte
uden tegning.
Årsagen er den enkle, at billedsensoren i kameraet har et begrænset
dynamikområde. Det betyder, at motivdele, der er for lyse, bliver "klippet"
til helt hvidt - tilsvarende for partier, der er mørkere end hvad sensoren
opfatter som rent sort. Disse bliver så helt sorte.
Det er dog nok sjældent, at motivets kontrastomfang er så stort, at både lys
og skygger ikke kan dækkes ind med 2 eksponeringer med henholdsvis skygger
og højlys eksponeret korrekt; typisk med ca 2 blændetrins spring.
Det hævdes, at problemet er større med digitale billedsensorer end de var
med film, idet især "klipningen" af højlys er mere brat eller brutal end den
noget blidere mætning, der indtræffer med film. Omvendt, så er mulighederne
for at gøre noget ved fænomenet langt lettere med digitalfoto.
RAW eller JPG?
Mange fotografer sværger til brugen af RAW mode med efterfølgende digital
'fremkaldelse'. Disse 'proffer' ser nok ned på os, der af dovenskab som
regel benytter JPG.
Det er rigtigt, at RAW billeder på grund af større tonerigdom (op til 16384
(= 14bit) trin i et godt kamera) gør det mere sandsynligt, at man kan redde
et lettere over- eller undereksponeret billede, idet sandsynligheden for at
kunne trække detaljer frem stiger, jo flere tonetrin billedet indeholder.
Da JPG formatet ikke tillader mere end 256 tonetrin for hver grundfarve
(rød, grøn, blå), så smelter detaljer, der kun adskiller sig meget lidt i
toneværdi (mindre end mindst betydende bit) sammen ved RAW -> JPG
konverteringen.
Men - et veleksponeret JPG billede (check histogrammerne efter optagelsen!)
mister ikke noget, da øjet og stort set alle skærme alligevel ikke kan
skelne mere end de knap 17 mill. farvetoner JPG billedet giver mulighed for.
Desuden er sensorens dynamikområde ikke - som nogen måske tror - større,
selv om man tager billeder i RAW-mode.
Tag 2 eller flere billeder
Hvis man står med et motiv, der ikke kan rummes indenfor kameraets
dynamikområde?
Hvorfor ikke tage to billeder: Et hvor skyggerne er gode, og et hvor højlys
er korrekt eksponeret? Derefter kan de to billeder sættes sammen, så vi
tager det bedste fra dem begge i et og samme billede.
Fordelen er, at det færdige billede har rimelig tegning i både skygger og
højlys. Prisen vi betaler er, at da billedet dannes ved at sammensætte
flere optagelser, der er taget med en vis tidsforskydning, så virker
teknikken ikke på motiver i bevægelse.
Bracketing
At tager flere billeder med forskellig eksponering er noget, et godt kamera
kan gøre til dels automatisk. Dette kaldes for bracketing. Jeg kender ikke
noget dansk udtryk for det.
Man vil f.eks. kunne indstille et sådant kamera til at tage tre billeder:
- Et 'korrekt' eksponeret (d.v.s. som lysmåleren i kameraet mener det skal
være)
- et med 1 blændetrins undereksponering
- et med 1 blændetrins overeksponering
Disse tre billeder kan ofte skydes af umiddelbart efter hinanden. Alligevel
er det godt at bruge et stativ; men med rolig hånd og et vidvinkel objektiv
kan man som regel slippe rimelig godt fra det selv uden stativ.
Hvis det anvendte kamera ikke kan lave bracketing, kan man selvfølgelig gøre
det manuelt; men i så fald er et solidt stativ uundværligt. De to
(evt. tre) billeder skal nemlig kunne lægges præcist oven på hinanden; men
det kommer vi til nu.
Lagkageteknikken
Følgende beskrivelse er baseret på programmet GIMP; men tilsvarende metoder
er uden tvivl anvendelige i andre fornuftige billedprogrammer.
Eksemplet her benytter to billeder, der lægges sammen, idet det er sjældent,
at to (et mørkt og et lyst) billeder ikke sammen kan dække motivets
dynamikområde. Teknikken kan dog udvides til tre, eller måske flere
billeder, hvis man er mere avanceret end jeg.
Trin 1:
Det lyse billede åbnes og kommer dermed til at danne baggrunden i det
kombinerede billede.
Trin 2:
Det mørke billede åbnes. Hele det mørke billede kopieres (Ctrl + C) og
pastes ind over det tidligere lyse billede (Ctrl + V). Det mørke billede
omdannes nu fra en 'Floating selection' til et nyt lag ved at vælge 'New layer'.
Vi har nu et billede med to lag, hvoraf kun det øverste (det mørke) er synligt.
Trin 3:
Hvis de to billeder ikke dækker hinanden fuldstændigt (hvilket kan
forekomme, hvis man ikke benytter stativ), så må man nu forskyde det øverste
lag, indtil det fuldkommen dækker det nederste. Det kan lettes ved at gøre
laget midlertidigt delvist transparent med 'Opacity' skyderen.
Trin 4:
Hensigten er nu, at det lyse billede (det nederste lag) skal være synligt
dér, hvor skyggerne er, og det mørke billede skal være synligt dér, hvor
højlysene er. Altså - vi tager det bedste fra begge lag og gør kun disse
områder synlige i det kombinerede billede.
Derfor tilføjer vi nu en 'layer mask' til det øverste (det mørke) billede.
Hvad er en layer mask? Som nævnt ovenfor, så er det øverste lag (det mørke
billede) som udgangspunkt uigennemsigtigt. Hvis vi nu vil gøre det delvist
gennemsigtigt - og det vil vi - så kan det ske ved at danne en layer mask
til det pågældende lag. Layer masken er et sort / hvidt billede, som styrer
gennemskinneligheden af det lag, masken er knyttet til. Der hvor masken er
hvid, er laget uigennemsigtigt, der hvor masken er sort, er laget
gennemsigtigt, så det nedenunder liggende lag nu kan ses.
Ovenfor er det nederste lyse billedlag gjort midlertidigt usynligt. Kun det delvist transparente
'mørke' lag, hvis gennemsigtighed styres af en layer mask, ses.
Derved fremstår de partier af det
mørke billede, der bidrager til det færdige resultat. Som det ses, så er det kun de lyseste
partier af det mørke billede, der kan ses, og som derved skjuler de underliggende overeksponerede
dele af det lyse billedlag (som altså her er fjernet for at vise princippet).
Skakbrædtet er GIMPs måde at vise, at baggrundslaget er helt transparent.
En layer mask dannes ved at vælge laget 'Dark', højreklikke på den blå
bjælke og vælge 'Add layer mask' fra den menu, er fremkommer. Når en layer
mask skal laves, kan man bl.a. vælge, at denne skal være en sort/hvis kopi
at det lag, hvortil masken hører. Det er denne mulighed, vi vælger her. I
eksemplet er layer masken omgivet af en hvid ramme for at tilkendegive, at
det er masken og ikke billedlaget, der arbejdes på.
Herunder layer vinduet og det korrigerede resultat:
Trin 5:
Hvis billedet er godt nok efter trin 4, så er vi sådan set færdige; men der
jo justeringsmuligheder ved at gøre layer masken lysere, mørkere, give den
større kontrast o.s.v. Det gøres jo netop ved at redigere på masken i
stedet for på det lag, den tilhører.
Kun et billede til rådighed
Metoden, der er beskrevet ovenfor, kan som sagt kun bruges, hvis man
allerede ved optagelsen erkender, at motivets kontrastomfang er stort - og
kan tage flere billeder - og kun, hvis motivet ikke er i bevægelse. Kan man
da slet intet gøre, hvis disse betingelser ikke er opfyldt?
Jo - sådan da. Men det er ikke muligt at hente detaljer frem i håbløst
overeksponerede højlys; men hvis billedet indeholder skygger, der er lidt
for mørke; men dog med detaljer, så kan man ret enkelt bløde disse skygger
op som beskrevet nedenfor. Da overeksponerede højlys virker mere
provokerende end mørke skygger, er det en god idé hellere at eksponere lidt
under end over.
Trin 1:
Åbn billedet og lav et nyt lag som en kopi af baggrunden. Det gøres ved at
klikke på ikonen med det dobbelte billede (nr. tre fra højre nederst).
Derved dannes laget 'Background copy' (hvis man bibeholder default navnet).
Trin 2:
Vælg nu 'Background copy' laget, højreklik og vælg 'Desaturate' fra billedets
hoved menu. 'Background copy' laget bliver nu til et gråtonebillede.
Trin 3:
Vælg nu dette gråtonebillede og vælg 'Color -> Invert' fra billedvinduets
menu. Derved fås nu et negativt gråtonebillede.
Trin 4:
Vi har nu et farvebillede (med for mørke skygger) som baggrund med et
negativt s/h billede ovenover. Den samlede visning af lagene afhænger
imidlertid af den måde, hvorpå de enkelte lag 'regnes sammen' til eet
billede. Den valgte regnemetode kan vælges med drop-down menuen, der
fremkommer ved klik på knappen 'Mode'. I stedet for 'Normal' vælges
'Overlay'.
Uden at gå ind i de bagvedliggende udregninger kan man nu konstatere, at
skyggerne er blevet lysere, og de lyseste områder lidt mørkere. Nu var der
ikke i det oprindelige billede ret mange højlys, så denne sidste effekt er
ikke så fremtrædende i dette eksempel.
Trin 5:
Om nødvendigt kan man graduere den opnåede effekt ved at flytte skyderen
'Opacity', således at det negative billede bliver mere eller mindre
transparent. Derved gøres den opnåede kontrastdæmpende effekt fra ingenting
til fuld styrke. På denne måde kan man enkelt 'tune' resultatet, til det
passer.
|