Banner   

Topics:  Fotografi    Rejseliv    Lidt af hvert    Teknikhjørnet    Scrapbogen    Pulterkammeret    Site Map    


Indhold:

-Overordnede-
Fotografi

-Sideordnede-
Kontrastrige motiver
Histogrammet - Farver
Histogrammet S/H
DSLR teknik forældet?
Ikke et menneske!
Digitalisering af gl. billeder (1)
Digitalisering af gl. billeder (2)
Skidt på sensor
Fotogrej
Verden er i farver
RAW eller JPEG?
Aliasing - Moire
Fotos: Er det dine?

Mit fotogrej gennem tiderne

Med større eller mindre afbrydelser har jeg efterhånden fusket med foto i en hel del år. Jeg fik derfor den idé, at lave en kort beskrivelse af det udstyr, jeg selv har brugt gennem tiderne. Det giver også et indtryk af den enorme udvikling, der er sket i den periode.

Omvendt kronologi - Nyeste øverst.


Seneste kapitel: Nikon D7100

Hvor i Nikon sortimentet er passer dette kamera ind?

I stort alle de anmeldelser, der har været på nettet, sammenlignes dette kamera med D7000. Modelnummeret tyder da også på, at D7100 af Nikon opfattes som efterfølger til D7000 og ikke D300, som jeg indtil nu har brugt - og sikkert også vil bruge af og til fremover.

En del har da også efterlyst en efterfølger til D300/D300s som jo ikke længere fremstilles. Da så D7100 kom frem, rejste det spørgsmålet om hvilke egenskaber et evt. kommende D400 skulle have for på afgørende vis at skille sig ud fra D300(s)?

Selv synes jeg, at D7100 har alle de egenskaber D300 havde - og flere til. Og det til en væsentlig lavere pris. Så hvorfor vente (forgæves?) på et D400?

De væsentligste forskelle

I forhold til D300:

  • Auto (point and shoot) mode
  • Scene modes (motiv programmer)
  • Lukkertid reguleres også afhængig af billedvinkel
  • Sensor med 24 i stedet for 12 Mpix
  • Intet anti-aliasing filter
  • Video


Graden af automatik

Man kan lidt frækt sige, at den kameraserie som D300 tilhørte var beregnet til fotografer, de vidste, hvad det drejede sig om, og hvordan kameraet skulle indstilles for at opnå det ønskede billede. Der var ingen "auto" indstillinger og ingen motivprogrammer; man skulle "kunne selv".

Den modelrække, hvortil D7100 hører, er måske i højere grad rettet mod den urutinerede fotograf - og så alligevel ikke. Ønsker man det, kan apparatet stadig indstilles fuldstændigt manuelt, og graden af automatik kan så tilvælges som man ønsker.

Man kan derfor sige, at de øgede muligheder for automatik blot er et supplement, der på ingen måde stiller sig i vejen for den, der vil styre helt selv. Og det passer mig helt fint.

Indtryk indtil videre

Efter at have brugt kameraet i kort tid - og uden tilnærmelsesvis at ha' været ude i hjørnerne - så er mit indtryk indtil nu særdeles positivt. Både uden flash, med indbygget flash og fjernstyrede ekstern(e) flash(es), så virker det absolut glimrende - og i langt de fleste tilfælde uden egen "tweaking".

Jeg var skeptisk med hensyn til at bruge "autopilot" i form af fuld AUTO eller de omtalte motiv programmer; men det, jeg har set indtil nu, vil uden tvivl gøre disse indstillinger mere benyttede end jeg havde forestillet mig.

Det store trækplaster - en opløsning på 24 Mpix - har jeg ikke lagt den store vægt på. I forhold til D300 (med 12,3 Mpix) giver det "kun" ca. 41,4 % flere billedpunkter liniært; men det giver større frihed til at beskære billeder.

En anden egenskab, som jeg ikke har savnet, er video. Jeg har derfor heller ikke lagt vægt på kameraets videoegenskaber; men nu da muligheden er der, så kan det måske ændre sig. Men den store filmmager tror jeg aldrig, jeg bliver.

ISO - lidt forvirring?

Som tidligere omtalt, så kan dette kamera køre automatisk i vid udstrækning, bl.a. ved at vælge et af de omtalte motiv programmer eller endnu mere automatik ved at vælge "Auto" (med eller uden flash). Vil man have mere kontrol, kan man vælge mellem P, S, A eller M modes.

Man kan således indele kameraets indstillinger i tre hovedgrupper:

  1. Manuel (M)
  2. Halvautomatisk (P, S, A)
  3. Automatisk (AUTO eller motivprogram - 12 muligheder)

Mode 1: Her foreslår lysmåleren tid og blænde; men fotografen kan selv vælge frit - Og leve med konsekvenserne.

Mode 2: Vælges P (=Program), vælger lysmåleren en eksponeringsværdi; d.v.s. en tid / blænde kombination. Ved at dreje på et kommandohjul kan man så vælge en anden sådan kombination; men således, at eksponeringsværdien forbliver uændret.
Vælges S (=Shutter) styrer fotografen lukkertiden, og lysmåleren vælger så blændeåbningen.
Vælges A (=Aperture) styrer fotografen blænden, og lysmåleren vælger så lukkertiden.
I realiteten er P, S, eller A blot tre måder at opnå det samme på.

Mode 3: Her vælger man blandt et antal forudprogrammerede opsætninger, der efter konstruktørens mening giver det bedste resultat for den givne motivtype.

Og nu kommer vi så til det med ISO.

Man kan vælge mellem en fast ISO indstilling eller en AUTO indstilling, hvor kameraet vælger selv.

Hvad jeg derimod ikke var opmærksom på var, at hvis man i P, S, A eller M vælger ISO-AUTO, så gælder denne indstilling ikke i diverse AUTO modes! Umiddelbart lidt ulogisk, kan man mene; men sådan er det altså. Det betyder, at har man valgt ISO-AUTO i P, S, A eller M mode, så skal man vælge det igen efter skift til en AUTO mode. Først da han man AUTO ISO overalt. Det fremgår ikke ret tydeligt af User Guiden, at det er sådan. Det står nærmest som lidt af en sidebemærkning.

Vælges en ISO indstilling i P, S, A eller M, så kan man yderligere tilvælge ISO AUTO. Det lyder måske mærkeligt; men skal forstås på den måde, at man som udgangspunkt kan vælge f.eks. 100 ISO; men så yderligere tilvælger ISO AUTO så kan kameraet øge ISO "film" hastigheden, hvis korrekt eksponering ikke kan opnås uden at gøre dette. Man kan så bestemme, at ISO værdien ikke må komme over en hvis grænse for at bevare et godt signal / støjforhold, og man kan bestemme, at ISO værdien ikke skal øges, med mindre lukkertiden bliver langommere end en forud indstillet værdi.

Det lyder alt sammen kompliceret; men er faktisk ret logisk, når man kommer ind i tankegangen bag.

Opdateringer

I "gamle dage" kunne kameraets firmware opdateres simpelthen ved at downloade en eller to BIN filer fra Nikons web-site og derefter kopiere dem over på et hukommelseskort og indlæse filerne i kameraet. Simpelt og lige ud ad landevejen.

Det blev dog snart ændret, så kun brugere af MS Windows eller Apple systemer kunne gøre dette, idet Nikon pakkede filerne i et ikke særlig udbredt og indledningsvis ukendt format. Dette format var ganske vist selvudpakkende - d.v.s. udpakkeprogrammet var indbygget i filen / filerne.

Det irriterer mig voldsomt, at man ikke kan vælge et udbredt format, der kan udpakkes af andet end Microsoft og Apple systemer. Det virker som en ond sammensværgelse; men Nikon får måske rødvin under bordet for at holde f.eks. Linux brugere ude! Man skulle næsten tro det.

Nu viser det sig så, at firmware opdateringsfilerne i Microsoft udgaven (EXE fil) er pakker i et såkaldt "RAR" format. Det viser sig tillige, at findes et gratis program UNRAR (bl.a. OGSÅ i Linux version) som kan udpakke disse opgraderingsfiler. Arkivet er i så fald ikke selvudpakkende mere, da man jo ikke kan afvikle EXE filer i et Linux miljø; men ellers kan en firmware kamera opdatering nu foretages uden adgang til Windows.

Træerne vokser dog ikke ind i himmelen. Nogle kameraer bl.a. D7100 kan også korrigere for visse perspektivfejl afhængigt af det benyttede objektiv. Disse korrektionsdata kan indlæses i kameraet, hvis man altså vil gøre brug af den slags. Det vil jeg ikke. Ikke desto mindre irriterer det mig stadig, at også disse korrektionsdate er pakket sammen på en ikke Linux kompatibel måde. Her er der ikke længere tale om en simpel udpakning af filer; men et eller flere konfigurationsprogrammer som skal køres for at generere (eller udpakke?) de rette objektivdata til en given kameramodel. Hvad jeg mener om den slags, vil jeg ikke skrive her (det ville nok være for skrap kost); men da jeg altså ikke vil benytte kameraets egen korrektion, så kan jeg leve med det. De korrektioner, jeg evt. vil foretage, klarer GIMP uden tvivl godt nok.

Juli 2013.



Nikon D300

Ligesom jeg troede, at nu kunne det da ikke blive bedre, så blev det det alligevel!

Jeg skal ikke endnu (apr 2008) udbrede mig i detaljer om D300's egenskaber. Jeg har kun haft det i ganske kort tid, men det ser lovende ud. Ikke mindst skærmen som giver mulighed for at bedømme et billede langt bedre end de tidligere modeller.

Om "Active D-Lightning" (som for mig var et væsentligt argument til anskaffelsen) kan jeg endnu ikke udtale mig sikkert. Det kræver nogle billedserier, hvor motiver med forskelligt kontrastomfang kan optages under samme lysforhold og med forskellig grad af "Active D-Lightning".

Når jeg lægger ret meget vægt på dette, så skyldes det min dovenskab som gør, at jeg ikke (endnu i det mindste) har dyrket 'raw mode' optagelser. Jeg er udemærket klar over, at det er den eneste 'rigtige' måde at lave digitale billeder på - i det mindste efter de skrappe drenges mening. Jeg ser dog helst, at billedet kommer ud af kameraet så færdigt som muligt. Men nu er jeg så ikke den store kunstfotograf for hvem ekstrem efterbehandling af billedet kan være mere væsentligt end selve optagelsen.

Især ved motiver hvis kontrastomfang udnytter sensorens dynamikområde fuldt ud, kan det være svært at undgå hvide højlys uden detaljer. Hvis man så mindsker eksponeringen, vil skyggerne let blive sorte ligeledes uden detaljer. Det virker ganske vist mindre generende end de 'kridtede' højlys, men skal selvfølgelig helst undgås.

Når RAW billeder (med 12 eller 14 bits opløsning i DA konverteringen (i teorien svarende til 4096 eller 16384) adskilte toneværdier skal konverteres til JPG med kun 8 bits toneopløsning (256 tonetrin), så mistes jo en store den af den mulige information, der findes i RAW billedet. Den datamængde, billedet består af, reduceres jo med en faktor 16 eller 64 henholdsvis!

Hvis f.eks. detaljer i RAW kun adskiller sig med nogle få 'points' i toneværdi, vil de i mange tilfælde helt forsvinde ved denne konvertering. For i nogen grad at undgå dette, kan man dynamisk ændre overførings funktionen (eller 'sværtningskurven'), så hældningen øgen (mere kontrast) i de områder, hvor detaljer ellers ville forsvinde. Kunsten er naturlivis at gøre det, således at billedet ikke får et blegt eller 'udvasket' udseende.

Af ovenstående følger, at denne process skal ske på RAW billedet som en del af RAW -> JPG konverteringen. Jeg formoder, at det er dette "Active D-Lightning" går ud på.

Allerede D200 modellen havde mange indstillingsmuligheder, dem er der om muligt blevet endnu flere af på D300. Hvor fotografering blev enklere i starten af den digitale periode, kan man med en vis ret nu sige, at det atter er blevet mere kompliceret, men på et højere plan!

Noget nyt på D300 er, at man kan modificere nogle "Picture Controls" og gemme dem som sine egne. En sådan "Picture Control" er en samling af indstillinger som til sammen bestemmer hvilken behandling billedet skal gennemgå. Kameraet leveres med 4 sådanne "Picture Controls":

  • Standard
  • Neutral
  • Vivid
  • Monochrome

Man kan sige, at disse "Picture Controls" beskriver hvilken 'film', man har i apparatet. Til hver "Picture Control" er knyttet indstillinger af

  • Graden af 'sharpening' (hvad hedder det på dansk?)
  • Kontrast (dog kun hvis "Active D-Lightning" er OFF)
  • Lysstyrke (dog kun hvis "Active D-Lightning" er OFF)
  • Farvemætning
  • Farvetone

Disse "Picture Controls" kan gemmes på et memory card og antagelig også skrives i en fil sådan, at de kan benyttes af programmer, der forstår dem. Men man kan altså også dele sine favoritindstillinger med kolleger om nødvendigt.

Alt i alt har jeg store forventninger til kameraet - og mulighederne er nærmest overvældende. Det ses bl.a. af, at håndbogen nu er svulmet til godt 400 sider! D300 er et kamera, hvor det givetvis kan betale sig at lave sig nogle selvstudie øvelser for at blive fortrolig med mulighederne. Først når udstyret beherskes, kan kreativiteten (hvis man altså besidder en sådan...) udfolde sig frit!


Nikon D200

Alle medier - stort set - flød over af begejstring over denne model som efter sigende løste stort set alle uhensigsmæssigheder, der måtte ha' været på D70.

Også her var der dog lidt malurt i bægeret, idet der lød rygter om et fænomen kaldet 'banding' som under visse omstændigheder gav en uheldig stribe effekt i billedet. Det viste sig dog at være en børnesygdom, som blev løst med lidt ændrede justeringsrutiner e.l. Banding problemet var dog løst på det tidspunkt jeg anskaffede apparatet.

Så jeg hoppede på limpinden endnu en gang - og fortrød det ikke. Sådan gik et par år.


Nikon D70

Første Nikon i mange år. Mit første digitale kamera som gav den 'rigtige' fornemmelse som det var kendt fra de analoge SLR dage. Canon vakte jo stor opsigt med deres "Digital Rebel" som det hed på det Amerikanske marked. Det første digitale SLR under 1000$ mærket. Kort efter introduceredes så Nikons D70, som var noget dyrere, men efter min mening altså også bedre. Så dermed vendte jeg tilbage i Nikon folden.

Men - ingen roser uden torne. Faktisk så måtte mit D70 til garanti reparation ikke mindre end to gange kort efter jeg have modtaget det. Lukkeren blev simpelthen hængende i åben tilstand ganske ofte. Kun et fornyet tryk på udløseren kunne få den til 'at falde i hak' igen. Det medførte en udskiftning af hele lukkermodulet. Uheldigvis blev et forbindelse inde i apparatet ikke samlet godt nok (eller noget i den retning), så markeringen i søgeren af, hvilken fokuszone der var valgt, virkede kun med zonen i midten, de andre blev ikke markeret - men virkede trods alt. Resultatet var en ny tur på værkstedet. Det kostede ingen penge, men nogen ærgrelse over ikke at kunne benytte kameraet. Til slut kom det til fungere - og der har ikke været problemer siden.

Med ca. 6Mpix ikke en imponerende opløsning efter dagens standard, men god nok til A4 størrelser eller deromkring. Var udstyret med et lavpasfilter (antialiasing), med en afskæringsfrekvens der måske lå lige højt nok i forhold til samplingfrekvensen (antal pixels liniært), så moire tendenser kunne forekomme. D70 var nok ikke det ideelle kamera til reklamefotografen ansat i et firma, der solgte bukser i jerbanefløjl!


Olympus Camedia 2.1M

Senere fulgte så et andet olympus kamera, denne gang med en imponerende opløsning på hele 2.1M pixel. Og så med zoom objektiv - imponerende!

Dette kamera var mit første med udskiftelige hukommelseskort (Smart Card) på hhv. 8 og 32Mb. Men nu var billedfilerne jo heller ikke så store dengang. Der var lidt problemer med hvidbalancen; den automatiske indstilling virkede ret dårligt i solskin, man skulle helst sætte det manuelt. Desuden åd det batterier i stor stil, så jeg fik ret hurtigt omstillet til genopladelige celler.

Objektivet blev af en lille motor kørt ud i en fremskudt stilling, når kameraet blev tændt. Det var så med at huske at få det slukket, inden batterierne blev helt flade, ellers kunne man ikke få objektivet ind ingen!


Digital foto

Digital teknikken blev nu så småt tilgængelig for almindlige mennesker.

Olympus Camedia VGA

Selv købte jeg mit første digitalkamera i foråret '97. Det var et simpelt VGA kamera (fast brændvidde, ingen hukommelseskort, overførsel af billeder via serial port), der slet ikke kunne levere tilnærmelsesvis så gode billeder som den analoge teknik, men alligevel faldt jeg for det. Dels fordi det passede godt til at lave billeder til web-sider, hvor kravet til superkvalitet ikke er så stort, dels fordi det gav en umiddelbar feed-back på det man lavede.

Dette gjorde, at jeg faktisk ikke fik taget ret mange analoge billeder efter den tid. Selv om kvaliteten af de første digitale billeder var jammerlig - set med nutidens øjne.


Olympus OM20

Hele mit Nikon F udstyr blev for ganske mange år siden fjernet af ubudne gæster, så i en periode var jeg dermed kameraløs. Det varede dog ikke så længe før jeg anskaffede et nyt. Ambitionsniveauet var dog faldet lidt, så det blev ikke til en Nikon topmodel denne gang, men derimod et Olympus OM20. Det kan vel betegnes som en mellemklasse model og var mit første kamerera med elektronisk styret lukker. Til dette kamera anskaffede jeg efterhånden de tilsvarende objektiver, som jeg i sin tid havde til Nikon'en.

Dette kamera har jeg stadig, men jeg bruger det ikke længere - for nu skete der i 90'erne en drastisk ændring i fototeknikken.


Leitz Pradovit

Ved overgang til diapositiver opstod naturligvis et behov for en projektor. Den første var ret enkel med manuel betjening og uden magasin. Der en slags skakt, hvori billeder blev lagt vandret i en stak, hvorefter de enkeltvis blev skubbet ind i strålegangen og vippet op samtidigt med, at det foregående billede blev skubbet ud i en stak på apparatets anden side.

Senere anskaffede jeg så en Pradovit projektor med kabelbaseret fjernbetjening og magasiner. Brugen af magasiner betød mindre risiko for direkte gramsen på billederne, så jeg gik derfor over til glasløs montering. Det betød væsentligt hurtigere montering og at dia-rammerne kunne være så tynde, at magasiner med 80 billeder pr stk. i stedet for blot 50, kunne benyttes.

Antallet af diapositiv fotografer var allerede på dette tidspunkt bekyndt af falde, så udvalget af udstyr hertil (magasinet etc.) var begyndt at sive væk fra fotohandlernes lagre. Det gjalt bl.a. de 80 billeders magasiner, som jeg helst ville ha'. De var en del dyrere end 50 billed typerne, så kun få nørder som jeg ville købe dem. For at sikre en beholdning, der kunne række til et stykke tid, måtte jeg bestille en større sending hjem. Derfor har jeg stadig et ganske stort lager af disse magasiner som jeg nu antageligt aldrig får brug for!


Durst M600

I denne periode var det mest sort/hvid billeder jeg tog. Og jeg fremkaldte for det meste selv negativer og lavede selv forstørrelser. Det skete til familiens stor irritation på badeværelset - i mangel af bedre. Et alternativ var køkkenet, men her var der et mørklægningsproblem, hvorfor billedmageriet som regel var begrænset til de mørke timer - især ved vintertide.

Før jeg selv anskaffede et forstørrelsesapparat, lånte min far (som gennem sin arbejdsplads var medlem af en fotoklub) mørkekammerudstyr. Det bestod bl. a. af åbne skåle til fremkalder, stopbad og fixér. Det betød, at fremkalderen ret hurtigt blev iltet. Men på den anden side var det alligevel nødvendigt at blande nye bade før hver seance. Det betød, at forberedelserne var ganske tidskrævende, så når men endelig var i gang, så skulle det udnyttes. Jeg har derfor brugt mange sene nattetimer på at lave billeder.

Senere anskaffede jeg så eget udtyr til mørkekammeret. Her var kun det bedste godt nok, så derfor blev det et 6 x6 forstørrelsesapparat, selv om jeg tog billede med 35mm film. Objektiver var så et 80mm af bedste sortering, for tænk, hvis man en dag skulle bruge mellemformatet. Det skete dog aldrig.

Den lange brændvidde medførte, at der skulle upraktisk stor afstand til for at få billeder i f.eks. 30 x 40 cm. Desuden var lysstyrken ret ringe. Jeg anskaffede derfor senere et 50mm Nikkor 1:2.8 forstørrelsesobjektiv, men fik det faktisk aldrig brugt, idet det viste sig umuligt at skaffe en tubus, der gjorde det muligt at montere et 50mm obektiv tilstrækkeligt tæt på negativholderen. Det var på det tidspunkt blevet svært at skaffe tilbehør til det efterhånden gamle M600 apparat.

Jeg havde også en idé om at lave farvebilleder og kom så langt som til at anskaffe filtre, fremkaldetromle og sågar et kemikaliesæt - men så gik det i stå. Så hjemmelavede farvebilleder blev det aldrig til.

Fra da af stod den på diapositiver.



Nikon F Photomic FTn

I slutningen af 60'erne kom jeg (kortvarigt) til penge, så nu skulle det være! Jeg anskaffede, hvad der dengang blev anset for at være enhver pressefotografs standardkamera (i det mindste, hvis det skulle være 35mm SLR (= Single Lens Reflex)), nemlig et Nikon F. Det var den udgave, hvor der i søgerprismet - som var aftageligt - var indbygget en lysmåler, der så via en 'dims' på objektivernes blændering fik information om objektivets lysstyrke og blændeindstilling.

Senere kom der så et par objektiver mere til, så det endte med et 28mm, 50mm og et 135mm. Et ret almindeligt setup på den tid. Det var jo før zoom var noget, der dels var til at betale, dels havde en tilstrækkelig kvalitet.

Alt var naturligvis mekanisk - den eneste elektronik var lysmålerens analoge efterføringsviser. Det var dengang, man kunne fortsætte med at ta' billeder selv om batteriet blev fladt, der var kun lysmåleren der svigtede. I øvrigt holdt batterierne i årevis.

Autofokus var blot en fjern drøm.


Kodak Retina 1b

Mit første eget og nogenlunde kapable kamera. Jeg har det ikke mere - det fortaber sig i tågerne, hvad der egentlig blev af det. I dag kunne det ha' været interessant, fordi der trods alt knytter sig en del minder til det, og ikke mindst de ganske mange billeder, jeg tog med det.

Det var et 35mm kamera med fast obtik (50mm 1:2.8), centrallukker 1sek - 1/500sek + B, afstand kunne indstilles fra ca. 0.8m - uendeligt. Og så var der hurtigoptræk i bunden af kamerahuset! Ingen lys- eller afstandsmåler. Jeg have en løs selénmåler af gængs type dengang. Afstanden var på øjemål.

Det var med dette kamera min fotointeresse begyndte at tage fart.



Lejekamera

Da jeg engang skulle til England, lejede mine forældre et automatisk småbilled kamera til mig. Jeg husker ikke fabrikatet eller ret meget i det hele taget, men det var et 35mm småbilledkamera med indbygget lysmåler og antagelig ret begrænsede indstillingsmuligheder.

Jeg brugte det til at tage en del billeder fra denne tur, men valgte (hvis det altså var mig, der valgte) at tage lysbilleder (diapositiver). Det var måske ikke så smart, fordi eksponeringstolerancen for denne filmtype er ret lille. Det betød, at en hel del af billederne fra denne tur blev noget undereksponerede. Om det så var kameraet eller knægten bag det, skal jeg lade usagt.


Boksen

Mit første kamera var et bokskamera af ældre model. Så vidt jeg husker var det et, jeg arvede efter min far, så det var allerede på det tidspunkt (i starten af 60'erne) nærmest antikt.

Jeg har ikke noget billede af netop dette kamera, så billedet her er blot taget med for at give en forestilling om, hvordan sådan sådan et kunne se ud.

Et bokskamera var just det: En sædvanligvis sort kasse med en enkelt linse uden antirefleks behandlede overflader, en hulblænde med stort, mellem og lille hul. Blændetal var ikke angivet, men særligt lysstærkt har kameraet ikke været. Lukkeren havde kun en fast tid, det vil sige, hvis man lirkede lidt med udløserknappen, kunne man faktisk godt påvirke den lidt, men særlig reproducérbart var det nu ikke.

Jeg fik kun taget meget på billeder med dette præcisionsinstrument, og jeg er ikke sikker på, om jeg stadig har nogen liggende.

Filmen var rullefilm rullet op på en spole sammen med kraftigt, sort papir. Jeg tror det var 6 x 9 format, så der kunne tages kontaktkopier. Obtikkens ret ringe formåen opfordrede ikke til de store forstørrelser.



'De Lyse Sider' senest opdateret: Wed Oct 4 11:44:23 2017