Banner   

Topics:  Fotografi    Rejseliv    Lidt af hvert    Teknikhjørnet    Scrapbogen    Pulterkammeret    Site Map    


Indhold:

-Overordnede-
Fotografi

-Sideordnede-
Kontrastrige motiver
Histogrammet - Farver
Histogrammet S/H
DSLR teknik forældet?
Ikke et menneske!
Digitalisering af gl. billeder (1)
Digitalisering af gl. billeder (2)
Skidt på sensor
Fotogrej
Verden er i farver
RAW eller JPEG?
Aliasing - Moire
Fotos: Er det dine?

Billeder: Rå eller kogt?

Lidt om, hvorfor jeg ta'r dem kogt

Rigtige fotografer bruger naturligvis 'RAW' formatet, når de fotograferer, hvorimod amatører som jeg, overlader det til kameraet at 'fremkalde' billederne. Nu er udtrykket 'amatør' jo ikke nogen nedsættende betegnelse, om end det ofte benyttes på denne måde. I virkeligheden er det blot betegnelsen for en person, der holder af det han/hun laver - og det er jo en god ting.

Nå - til sagen: Er der noget vundet ved at benytte RAW formatet?

Det må man nok sige ja til; men på den anden side tror jeg ikke at fordelene for en doven sjæl som jeg opvejer den mere komplicerede efterbehandling, som RAW formatet kræver.


RAW - hvad er det så?

Når et billede tages med et digitalkamera, dannes et billede i sensoren. Dette billede overføres straks efter optagelsen til et datalager i kameraet, og i denne forbindelse omdannes data fra analog til digital form. Der lagres desuden en del tekniske oplysninger sammen med de data, der udgør det egentlige billede.

Digitalbilleder er kun sort/hvide af naturen

Der er et par ting, man lige skal vide:

  1. Sensoren i kameraet er ikke farvefølsom,
  2. og der er måske heller ikke nogen liniær sammenhæng mellem lysmængden (eksponeringen) og amplituden af det resulterende signal i et givet billedpunkt.

Det betyder, at det digitale billede skal behandles (fremkaldes kunne man sige), før det kan betragtes på skærm eller udskrives i al sin pragt.

I de fleste kameraer er sensoren forsynet med et mosaik filter, hvorigennem eksponeringen foretages. Navnet mosaik filter hentyder til, at filteret består af uhyre små felter med vekselvis røde, grønne og blå felter, der hver især kun dækker en enkelt pixel eller photosite på sensoren. Det betyder så, at der skal flere pixels til (i teorien mindst 3) for at danne et enkelt farvet billedpunkt. Så den imponerende opløsning på sensoren, som man fører sig frem med i annoncerne, gælder faktisk kun, hvis man kunne fjerne mosaik filteret, og ta' sort/hvide billeder.


Princippet i mosaikfilter teknikken

Der findes sensorer, hvor de røde, grønne og blå følsomme photosites ligger som tre lag over hinanden, men af en eller anden grund har teknikken ikke vundet den store udbredelse. Om det skyldes patentrettigheder, eller ulemper af teknisk art, ved jeg ikke.


Princippet i 3-lags teknikken (som dog endnu ikke rigtig har vundet inpas)

Digitalisering - Kontrastomfang

Den tidligere omtalte analog til digital (A/D) konvertering kan i bedre kameraer foregå med mere end 8 bits nøjagtighed f.eks. 12 bit. Med 8 bit (= 8 binære cifre) kan man operere med op til 256 forskellige intensitets trin for hver grundfarve. Har man derimod 12 bits opløsning, svarer det til 4096 forskellige trin. Dette under forudsætning af, at A/D konverteringen kan finde sted med en liniaritet, der er bedre end ca. 0,25 o/oo - og der er faktisk ganske store krav.

Et af problemerne er at få et tilstrækkeligt stort dynamik område. Mange kameraers eksponerings automatik er derfor indstillet til at eksponere mest efter højlysene, da 'udbrændte' - d.v.s. helt hvide partier i billedet tiltrækker sig opmærksomheden og får billedet til at se 'forkert' og overeksponeret ud. Det virker af en eller anden grund mindre 'forkert', hvis skyggerne er mørke - måske næsten helt sorte og uden detaljer.

Jeg skal måske lige slå fast, at et større antal trin (flere bits opløsning) ikke i sig selv giver et større dynamik område. Men muligheden for at bevare selv små forskelle i toneværdi bliver større. I praksis betyder det, at flere detaljer i både skygger og højlys bedre bevares, så længe det faktisk dynamik område for den benyttede sensor ikke overskrides.

Jamen - når nu billedet i langt de fleste tilfælde skal gengives på et medie (skærm eller papir), og når øjet som regel ikke kan skelne så fine nuancer på en toneskala, hvorfor så bekymre sig om mere end de 256 intensitets trin?

Hvis vi vender tilbage til eksemplet med et motiv (de dunkle træer i forgrundens skovbryn med Møens solbeskinnede, hvide kridtklinter i baggrunden) med et så stort dynamikområde, at eksponeringen bliver et kompromis, så vil muligheden for efterfølgende at 'strække' toneskalaen f.eks. i skyggerne, og derved få detaljer frem her, være til stede. Hvis kameraet laver en reduktion fra 4096 trin til 256, så vil alle forskelle (næsten), der udgør mindre end 16 trin på toneskalaen jo smelte sammen til en enstonet flade - og detaljerne vil være tabt. Dette afhænger jo i høj grad af den overførings funktion eller "sværtningskurve", der er indbygget i kameraets konverterings program. I nogle kameraer kan man vælge mellem flere sådanne kurver, eller endog indlægge sine egne. Men det vil føre for vidt at komme ind på her.

Eksempel

Til venstre: Den lyse himmel har bestemt eksponeringen, skibet bliver ganske mørkt.

I midten: Havde man eksponeret efter skyggerne, ville skyerne indeholde 'blokkede' højlys.

Til højre: Med lidt hekseri kan man med det samme originalbillede få det bedste af begge dele
- og så var udgangspunktet 'bare' et 24bit farvedybde JPEG billede.

JPEG

JPEG er en meget udbredt standard til lagring af billeder, især fotos. Billeder, der gemmes i dette format, kan maksimalt rumme 256 intensitets trin pr. additiv grundfarve (rød, grøn og blå). Der er i langt de fleste tilfælde tilstrækkeligt til at gengive billedet naturligt på skærm eller papir. Det er tillige det format stort set alle digitalkameraer kan lagre billeder i.

Det interne program i kameraet kan så 'fremkalde' det RAW mode billede, der dannes først og omdanne det til et JPG eller JPEG billede. Denne konvertering indebærer, at det sort/hvide billede taget gennem mosaik filteret omregnes, så man interpolerer eller 'sammenregner' de tre del-billeder (rød, grøn, blå) til et farvet billede under hensyntagen til den indstillede hvidbalance. Der kan også indgå en del andre parametre i denne process, bl.a. det valgte farverum (sRGB / AdobeRGB o.l.).

Hvorfor så begrænse sig til JPG?

Tja - det tiltaler min dovenskab!

Eller sagt lidt mere formelt: En af de ting, der tiltaler mig mest ved digital fotografi er, at resultatet kan foreligge hurtigt. Ganske vist er jeg ikke pressefotograf med en deadline, men jeg foretrækker ikke desto mindre, at ha' et færdigt foto i hånden - eller skærmen - uden en lang 'fremkalde' process. Det fik jeg nok af tidligere i mørkekammeret. Digifoto betød jo netop "ud af mørkekammeret, ud i den friske luft"!

Men det har selvfølgelig sin pris i tabte muligheder for at redde selv ret fejleksponerede billeder.

Det bringer mig så videre til nogle af de betingelser de manglende muligheder for korrektion stiller: At indstillingerne (farvebalance, ISO, tid & blænde, valg af farverum m.v.) skal være i orden *før* optagelsen. Manøvremulighederne efter billedet er taget, er jo mindre, når vi gi'r afkald på RAW. Der er naturligvis stadig ganske rige muligheder for korrektion også af JPG billeder, men ikke i samme omfang som med RAW. Et kamera med rige muligheder for at påvirke eksponering og farvebalance før optagelsen, er derfor en god idé. Det kræver naturligvis også, at man sætter sig ind i disse muligheder, så man kan bruge dem hensigtsmæssigt - d.v.s. for at opnå netop det billede, man ser for sig.

Da jeg stadig tog billeder på film, var det i mange år diapositiver; og her var manipulations mulighederne faktisk også ret begrænsede og filmaterialets kontrastomfang begrænset, så det er jo som det plejede at være - bare meget lettere med digi.

Endelig skal det understreges, at jeg altid gemmer billederne, som de kommer ud af kameraet. Hvis det altså i det hele taget er værd at gemme på. Det vil sige, at alle ændringer laves på kopier. Hvis der er tale om større ændringer, så gemmes det 'manipulerede' billede i GIMPs eget format XCF - originalen lades stadig urørt! Brug af XCF formatet i disse tilfælde betyder, at alle billedets lag, masker, paths og det hele gemmes tabsfrit. Det muliggør, at man senere om nødvendigt kan brodere videre på billedet.

RAW er ikke bare RAW

Endelig så er RAW formatet som regel forskelligt for de forskellige kamera fabrikater, hvorimod JPG er en fælles standard. Hvis man vil benytte RAW, skal man altså også sikre sig, at der findes programmer, der passer både til RAW formatet og til det computersystem, man vil benytte. Det er *ikke* godt, men kan tages som et udtryk for den tendens producenter har til at ville binde kunderne til egne produkter. Tænk, hvis bilproducenterne lavede biler, der kun kunne køre på fabrikanten eget benzin til overpris. Ville bilkøberne finde sig i det? Næ - vel! Men fotografer er åbenbart et tålmodigt (eller uvidende) folkefærd, man kan bilde hva' som helst ind. Ikke mig, naturligvis - men sådan i al almindelighed...

'De Lyse Sider' senest opdateret: Fri Feb 16 10:46:26 2024