|
Indhold:
-Overordnede-
-Sideordnede-
|
Er det digitale spejlreflekskamera forældet?Betragtninger over den digitale fototekniks udvikling.Hvorfor spejlrefleks?
Hvis man i "gamle dage" ville ha' et kamera med udskiftelig optik (eller evt. med zoom - som dog var dyre og ret dårlige), så var SLR (Single Lens Reflex) kameraer en god løsning på problemet med at vise et korrekt billedudnit i søgeren uanset det valge objektiv. Med et SLR kamera dannes søgerbilledet jo af selve det objektiv, der også blev bruges ved optagelsen. SLR tekniken er ganske vist ret kompliceret, fordi spejlet jo sidder i vejen for lyset på dets vej mod filmen eller billedsensoren. Det betyder, at spejlet skal bringes ud af strålegangen, før billedet tages. Så snart lukkeren er blevt udløst, skal spejlet på plads igen for på ny at gøre søgerbilledet synligt. På de første SLR kameraer returnerede spejlet ikke af sig selv til udgangspositionen, hvilket betød, at søgeren var mørklagt og først kunne bruges, når lukkeren igen blev spændt til næste optagelse. For at opnå så lyst et søgerbilleder som muligt - og for at gøre skarpheds indstillingen lettere (det var før autofokus og den slags) - så vil man normalt benytte største blændeåbning under indstillingen og først blænde ned umiddelbart før lukkeren udløses. Derfor indstilles blænden ved at sætte en slags 'stop', som så angiver en forvalgt blændeindstilling, som blændemekanismen så springer til umiddelbart før lukkeren udløses. Også her returnerer blænden normalt til fuld åbning, så snart billedet er taget. Hele forløbet kan opsummeres således:
Ovenstående forløb gælder for et kamera med spaltelukker, hvilket er langt det almindeligste. Hvis der er tale om et kamera med centrallukker i objektivet, bliver det mere indviklet, idet lukkeren jo skal være åben for at søgeren virker. Da centrallukker på SLR kameraer er meget usædvanligt, vil jeg ikke komme nærmere ind på det her. 
SLR fordele
SLR ulemper
Målsøgekameraer havde ikke SLR kameraets ulemper, men egnede sig til gengæld ikke til makro- eller teeoptagelser. Så kom digital-alderenDe tidligste digitalkameaer var sådan set blot en dårlig vittighed i den mere professionelt indstillede fotografs øjne, så dem vil jeg ikke bruge krudt på. Da digitalteknikken blev bedre og billigere, så udkrystaliseredes to hovedtyper af kameraer:
Kompaktkameraerne er små, relativt billige, og uden udskifteligt objektiv. Billedsensoren i denne kameratype er lille, hvilket så muliggør et lille og derfor ret let objektiv. Til gengæld er billedkvaliteten ofte mindre god, især i svagt lys. Det skyldes, at man ofte vil 'prale' med et stort antal pixels (høj opløsning), selv om sensoren måske ikke er meget større end en lillefingernegl. Det betyder alt andet lige, at den enkelte pixel ikke kan opsamle ret meget lys, hvorfor signal/støj forholdet bliver ringe. I svagt lys vil billederne derfor ofte blive 'grynede' og kontrastløse. Udviklingen af billedsensorer har gjort problemet langt mindre en tidligere, men tommelfingerreglen om mindre pixels og mere støj for små sensorer end for større fremstillet med samme grundteknik gælder stadig. DSLR kameraerne derimod ligner (eller gjorde det i det mindste i starten) deres filmbaserede forgængere, blot med en chip i stedet for film. Dog er billedsensoren ofte mindre (f.eks. 16 x 24 mm) end det fulde 24 x 36 format. DSLR kameraet kunne derfor som regel præstere en bedre billedkvalitet end kompaktmodellerne. 
Men nu...er grænserne blevet mere udflydende. Der er efterhånden flere målsøgekameraer på markedet med væsentligt større billedsensor end hvad der var typisk for de egentlige kompaktkameraer. En del af disse kameraer har desuden udskiftelige objektiver. Og så har CMOS teknikken i mange tilfælde erstattet den tidligere benyttede CCD (Charge Coupled Device) teknik i fremstillingen af billedsensoren. CMOS (Complementary Metal Oxide Semiconductor) teknikken bruger mindre strøm, da de enkelte transistorer er styret af en spændning snarere end af en strøm. CMOS kredsløb bruger derfor kun strøm ved skift i tilstand af et logisk kredsløb. Tænk ikke over detaljerne her, det væsentlige er, at egen-opvarmningen bliver mindre med CMOS sensoren, ligesom batterilevetid forbedres. Det betyder igen, at en COS sensor kan være aktiv i længere tid af gangen uden at få 'hedeslag'. Derfor kan man nu lade billedsensoren være aktiv så snart kamereraet er tændt, så man kan bruge skærmen bag på kameraet som søger. Denne teknik løser jo et af de væsentliste problemer med målsøgekameraet fordi man jo på denne måde 'ser' gennem objektivet. At bruge en sådan elektronisk søger er vanskeligt på DSLR kameraet, da spejlet jo er i vejen. Det er der dog flere fabrikanter, der har fundet (mere eller mindre vellykkede) løsninger på. Fremtiden er det svært at spå omMen hvis skærmen bag på kameraet er så god, at f.eks. skarphedsbybde kan bedømmes og biledet kan ses selv i solskin, så kan det diskuteres, om en sejlreflekssøger overhovedet er nødvendig. Især hvis skærmen på kameraet kan drejes, så et søgerbillede kan ses i vanskelige vinkler, kan det gøre det traditionelle SLR kamerera rangen stridig. At der nu også kommer kameraer, der kan lave videofilm, gør grænserne mellem de forskellige kameratyper endnu mere flydende. Jeg savner dog ikke video, men holder mig til faste billeder. Efter min mening er video (levende billeder) nærmest et andet medie end still-billeder. Video kræver derfor en anden planlægning og har et andet formål. Den omsiggribende tendens med at lave apparater med alverdens funktionalitet begejstres jeg ikke voldsomt over. Hellere et kamera der løser en opgave (video eller stills) godt frem for et 'alt i et' apparat, der gør det hele middelmådigt. Hvis et sådant multikamera skal løse begge opgaver, tvivler jeg på, at det kan gøres uden visse kompromisser. Indtil videre holder jeg dog fast ved mit videoløse DSLR, da jeg vil have et godt billede i en 'rigtig' DSLR søger. 
September 2009 |