Banner   

Topics:  Fotografi    Rejseliv    Lidt af hvert    Teknikhjørnet    Scrapbogen    Pulterkammeret    Site Map    


Indhold:

-Overordnede-
Skydive i 70'erne

-Sideordnede-
Begyndelsen
Uddannelsen
Skærmene
Flyvemaskinerne
Tiden i KFK
Og i HFK
Radiospring i Værløse
Rinkaby
Fokker Boogie 1979
VM Frankrig 1979
Fokker Boogie 1980
Efterskrift

Begyndelsen

 Skydive i 70'erne

Manden må jo være gal!

Damgaard efter opvisning i Jyllinge 1970

Første gang jeg blev bekendt med, at nogen frivilligt sprang ud af flyvemaskiner for sjov og uden at det havde et militært formål, var engang hvor en soldaterkammerat fik den idé at vi sammen skulle melde os til et foretagende, der kaldte sig "Københavns Faldskærmsklub" - eller måske var det "Dansk Faldskærmsklub" dengang - det vil sige i 1968 eller 1969, jeg husker det ikke præcist. I den anledning havde han lagt en lille folder med omtale af denne nye sport på vore køjer.

For mit eget vedkommende tænkte jeg "manden må jo være gal eller besat at et ubevidst dødsønske!" - Nå, det var nu ellers ikke mit indtryk af den pågældende. Jeg tror ikke der var nogen, der bed på - og altså heller ikke jeg.

Nå ja - måske ikke så tosset alligevel

Jørgen Wæver efter opvisning i Jylling 1970

Et eller to år senere, d.v.s. i sommeren 1970 blev der i forbindelse med en af de "ålefester", der i de år blev afholdt i Jyllinge (ved Roskilde Fjord mellem Roskilde og Frederikssund), lavet en opvisning med faldskærmsudspring over Lilleø. Det er en lille, ubeboet ø beliggende ud for den gamle havn i Jyllinge. En ø der i det mindste dengang om sommeren blev brugt til græsning for de lokale bondemænds (sådan nogen var der endnu i området) køer. Og så blev den altså en sjælden gang brugt som landingsområde for nogen 'dare devils'.

Denne begivenhed overværede jeg og interessen for springeriet blev så vakt alligevel, så meget mere som det jo viste sig, at der altså fandtes en klub i Roskilde (jeg ska' måske lige tilføje, at jeg faktisk boede i Jyllinge dengang).

To af de springere der deltog, ses på billederne her. De (Damgaard og Jørgen Wæver) er her vel ankommet til fastlandet for modtagelse folkets hyldest. Den tredie springer (3 springere var, hvad der kunne stoppes ind i en Cessna 172, når der også skulle være plads til en pilot) var vist nok en Jørgen Lægård, som på daværende tidspunkt var den eneste Roskilde springer med erfaring nok til deltagelse i opvisnings spring.


Roskilde Skydiving Club

RSC Logo

For at gøre lang historie kort, så meldte jeg mig ind i "Roskilde Skydiving Club" som det pompøst hed dengang. Det var en rødhåret kørerlærer i byen, der i en lang periode var formand - nej, det spiller absolut ingen rolle i historien, men sådan var det altså. Vi trænede en gang om ugen på den forlængst nedlagte Roskilde kaserne. Ikke fordi det havde noget med militæret at gøre, det har vel været et spørgsmål om, hvor man kunne få billige lokaler. Og så havde det den fordel, at vi efter træningen kunne kompensere for vædsketabet i sergentmessen, som derved fik øget omsætningen en del på disse aftener!

Instruktørjobbet blev varetaget af den tidligere omtalte Jørgen Wæver, idet klubben endnu ikke selv rådede over folk med instruktør bevis. Han og hans kone havde - så vidt jeg erindrer - drevet et kommercielt faldskærmscenter i Canada i nogle år. Om det ikke gik økonomisk eller hva', det ved jeg ikke, men så kunne vi jo altså nyde godt af den erfaring, der på denne måde tilflød os.



Det første spring

Før afgang
Det første spring

Hen på vinteren nåede jeg så frem til den store dag - lørdag d. 6. feb. 1971 - dagen for det første spring! Det foregik med start fra Grønholt - det var før miljøforkæmperne fik begrænset antallet af operationer på denne plads.

Som sagt, start fra Grønholdt så en længere flyvetur herfra og til Fauerholm, en gård med nogle enormt store marker uden forhindringer i miles omkreds. Og det var vigtigt, da de dengang benyttede skærme (militære 'surplus' T10 skærme) aldeles ikke udmærkede sig ved stor styrbarhed. Selv en ihærdig og meget anstrengende hiven i liner m.v. ku' ikke ændre landningspunktet mange meter - måske dårligt nok en halv!

Nå - efter landingen og instruktørkritik (vi havde ikke radioer m.v. - den eneste kommunikation med springer var eenvejs med en batteridrevet megafon, hvori instruktøren ku' brøle "Hvis du kan høre mig, så spark med benene" og den slags), så var der arrangeret transport i et folkevogns rugbrød eller noget i den retning til en vognmand, der kunne stille en stor garage til rådighed til pakning af skærme. Hertil ankom vi så prustende med hvad der føltes som adskillige kubikmeter olivengrøn faldskærmsnylon i favnen.

Så skulle skærmen jo også pakkes. Du godeste; hvordan skulle man dog få hele den enorme bunke faldskærm ind i den lille paksæk? Kun bevistheden om, at dér havde den jo været indtil skærmen blev udløst kort forinden, gjorde det muligt at tro på, at det kunne lade sig gøre.

Under kyndig vejledning af folk med et såkaldt pakkecertifikat lykkedes det dog - på et par timer tror jeg - at få skærmen gjort springklar igen.

Under disse forhold var det kun de mest ihærdige, der kunne nå mere end et spring på en sådan dag.



'De Lyse Sider' senest opdateret: Wed Oct 4 11:44:23 2017