Banner   

Topics:  Fotografi    Rejseliv    Lidt af hvert    Teknikhjørnet    Scrapbogen    Pulterkammeret    Site Map    


Indhold:

-Overordnede-
Skydive i 70'erne

-Sideordnede-
Begyndelsen
Uddannelsen
Skærmene
Flyvemaskinerne
Tiden i KFK
Og i HFK
Radiospring i Værløse
Rinkaby
Fokker Boogie 1979
VM Frankrig 1979
Fokker Boogie 1980
Efterskrift

Radiospring i Værløse

 Skydive i 70'erne

Radiospring i Værløse

Deltagerne og transportmidlet - en C-47 - i baggrunden


Dengang i halvfjerdserne - en tid med Gasolin, Afghanerpelse og 2CV med "Nej tak til atomkraft" - der havde jeg for vane jævnligt at stå ud af flyvemaskiner uden at disse fejlede noget. Nogen ville måske mene, at det gjorde jeg så til gengæld, men det ku' jeg nu ikke tage mig af.

Det skete ofte i Sundbylille, hjemsted for det, der dengang hed Høvelte Faldskærmsklub (i dag Nordsjællands Faldskærms Klub). Men engang imellem så foregik det også andre steder bl.a. i Tyskland, Skive eller Finland - men mere om det en anden go' gang.

Billedet ovenfor er taget engang på Flyvestation Værløse, hvor vi var nogle stykker, der for Danmarks Radio's regning fik et par spring eller tre. Transportmidlet var 'bussen' i baggrunden - og så var det min daværende svoger, der var chauffør. Det hænder jo, at familieforholdene ændrer sig med tiden, derfor 'forhenværende'. Det er ham, der står som nummer to fra højre. Og så er det i øvrigt undertegnede, der står lige til venstre for ham.

Baggrunden var, at manden yderst på venstrefløjen (med korslagte arme) som ansat i DR fik den idé, at lave en radioudsendelse om faldskærmsudspring. Til det skulle der så bruges nogle 'autentiske' optagelser fra et sådant. Derfor blev en af springerne (ham i den mørke dragt med brillerne nr. 5 fra højre) udstyret med en mikrofon, som han så skulle beskrive oplevelsen i. Problemet med vindstøj og vanskeligheden med både at koncentrere sig om et formationsspring og at holde foredrag for kommende lyttere kan næppe ha' været ubetydeligt.

Nå - jeg aner faktisk ikke, om udsendelsen nogensinde blev til noget, men de licensbetalte spring fik vi da!

Det har siden undret mig, at nogen kunne finde på at lave en radioudsendelse om noget, der for mig i den grad er en visuel oplevelse, men det var der altså.

Men gad vide, hvornår det her egentlig foregik?

Nu ved jeg det!

En granskning af gamle, gulnede og støvede logbøger, som jeg næsten havde glemt jeg havde, har afsløret at de tre spring det drejede sig om fandt sted Søndag d. 02. oktober i det Herrens år 1977.

Som det fremgår af billedet, var vi 12 mand frem for 1 dame, men det lykkedes os maksimalt at lave en 9-mands i andet forsøg - om Karin (det hed hun) nåede ind, kan jeg ikke huske. Selv missede jeg i de to sidste forsøg; det er meget svært at komme "op", hvis man først er kommet under formationen.


'De Lyse Sider' senest opdateret: Wed Oct 4 11:44:23 2017