Banner   

Topics:  Fotografi    Rejseliv    Lidt af hvert    Teknikhjørnet    Scrapbogen    Pulterkammeret    Site Map    


Indhold:

-Overordnede-
Skydive i 70'erne

-Sideordnede-
Begyndelsen
Uddannelsen
Skærmene
Flyvemaskinerne
Tiden i KFK
Og i HFK
Radiospring i Værløse
Rinkaby
Fokker Boogie 1979
VM Frankrig 1979
Fokker Boogie 1980
Efterskrift

VM - Chateauroux 1979

 Skydive i 70'erne

VM i Formationsspring i Chateauroux (Frankrig) 1979

Både op- og nedtur

Uha - sikke en udflugt! Det er ikke kun for det gode, jeg husker den! Nå - nu ganske mange år efter kan historien vist godt fortælles. Selv om jeg i nogen grad stadig krummer tæer i skoene ved at tænke på, hvor tåbeligt vi i visse retninger bar os ad...

Sagen var, at vi (et 4-mands og et 8-mands RW hold) skulle repræsentere kongeriget ved verdensmesterskaberne i formationsspring i '79. Det var der sådan set ikke nogen i vejen med - udover, at vi ikke rigtig kunne føre os frem rent konkurrencemæssigt - men turen blev skæmmet af den ret ringe 'overlevelses procent' det endte med.


Bilturen

Nå, for at begynde med begyndelsen så var vi en fire mand, der besluttede at køre til Frankrig i Toms bil. Det var en Granada på gule plader og uden bagsæde, sådan som det også dengang var ganske populært. Det betød imidlertid, at vi ikke alle kunne være i den, så længe vi kørte i Danmark. Planen var derfor, at jeg tog min bil med til Gedser (vi skulle med Gedser/Warnamünde var det vist) og så stille den der til tilbageturen.

Afsted uden penge

Som sagt så gjort. Der var bare lige den hage ved det, at jeg efterlod alle mine penge i hanskerummet, og som naturlovene foreskriver i slige tilfælde, så opdagede jeg det først i rum sø. Så var stilen ligesom lagt!

Sørejsen

På en sådan sørejse i internationalt farvand må man jo smage på de ellers ret så dyre dråber - Ja, for at sige det, som det var, så blev vi vist ret berusede. Jeg må vel ha' lånt nogle penge af de andre, det husker jeg ikke så nøje. Set i lyset af, at vi efter sejlturen skulle skiftes til at køre det meste af natten gennem Tyskland, så kan man vist roligt sige, at vi havde parkeret al sund fornuft et eller andet fjernt sted. Det er bl.a. her, der må krummes tæer!

"Night Driver"

Jeg 'vandt' lodtrækningen om at ta' rattet først. Det gik - omstændighederne taget i betragtning - ganske godt. På et eller andet ugudeligt tidspunkt kort før solopgang blev det for meget. Så jeg fandt en vigeplads og trak ind her. Jeg måtte ha' lidt luft for ikke at falde helt i søvn. Min sidemand vågnede forbløffende nok op om mente, at nu måtte det åbenbart være hans tur. Selv om han nærmest lignede noget, der var kommet i vejen for en flok bissende køer og ikke så ligefrem henrykt ud ved tanken om at skulle være chauffør, så sagde jeg ham overhovedet ikke imod! Vi byttede altså plads, og kort efter sad jeg henslængt i snorketræets bevistløse skygge.

Crash!

Hvor lang tid der gik, ved jeg ikke, men pludselig vågnede jeg op ved nogle kraftige ryk i køretøjet. Og i løbet at et sekunds tid, da der kom lyd på, hørtes en dæklyd som af en biljagt i en billig amerikansk film. Bilen var kommet i skred og drejede omkring 360 grader rundt på motorvejen inden den kom til standsning stort set i den oprindelige kørselsretning. Og så stilhed!

Der var til alt held ingen anden trafik denne tidlige sommermorgen, så der var ikke andre involveret. Men det var faktisk slemt nok som det var. De to gutter, der havde ligget bagi og slumret var nemlig slynget ud på vejen mens vi stadig må ha' kørt (eller hva' man nu skal kalde det) med god fart. Stort set alt vores grej var gået samme vej, men det måtte vi jo leve med. Tom (bilens ejer) var den, der landede nederst. Han så forfærdelig ud med hudafskrabninger i et omfang jeg ikke før eller siden har set magen til. Makkeren landede øverst, og var faktisk overhovedet ikke kommet til skade ud over chokket.

Det viste sig, at chaufføren var faldet i søvn og derfor ikke havde reageret, da vejen blev smallere i forbindelse med noget vejarbejde. Nå - vi måtte finde en by med en skadestue eller hospital, hvor Tom som den eneste tilskadekomne kunne komme under behandling. Det lykkedes da også på bumpende dæk - de var nærmest blevet slidt flade på den ene side under rundturen - at finde et landsbyhospital. I denne provins idyl, hvis havn jeg ikke husker, måtte vi så gøre ophold i en dag eller to. Vi var sådan set indstillet på at køre hjem (bilen så jo ikke ligefrem ny ud efter den omgang), men Tom insisterede på, at vi skulle fortsætte, hvilket vi så gjorde.


Endelig ankom vi

Vel ankommen til pladsen, hvor konkurrencen skulle finde sted, viste det sig at der blandt vore 'supporters' var en svensker (kæreste med en af de danske dommere) som var læge. Oven i købet viste det sig også at der var en uddannet sygeplejerske med i gruppen! Det var ikke planlagt, men viste sig overordentlig kærkomment. Efter nogle dage måtte Tom lade sig transporterede hjem alligevel. Han kom sig siden - og bortset nogle få ar, så tror jeg ikke han fik men af hændelsen.

More Crash! - Denne gang i luften

Men det var ikke slut endnu!

Efter selve konkurrencen - som jeg ikke skal komme nærmere ind på, vi befandt os ganske langt fra medaljerne - var vi en international flok, der ville lave et såkaldt "garbage load", det vil sige op og ud sådan ret spontant, og så måtte det udvikle sig som det kunne.

Nu var der på pladsen et af de deltagene hold, der havde nogle eddersmarte springdragter, som de oven i købet solgte af. Sådan en måtte jeg jo have. Jeg må i mellemtiden ha' fået overført nogle penge på en eller anden måde. Det første spring med denne nye dragt var netop det omtalte "garbage load". For nu at prøve, hvordan denne nye dragt var at flyve, så fladede jeg ud ret kort tid efter at være fri af flyet. Det skulle jeg (naturligvis) aldrig ha' gjort! Det er nærmest som uden grund at bremse op midt på motorvejen. Så kan man blive påkørt bagfra - og det var just hvad der skete.


Kineserne pakker
tv: Stakkels Tom!

De springere, der primært var interesseret i at komme ind i formationen (jeg var som sagt mere optaget at 'prøveflyve') gik ind i et dyk for at komme hurtigt ned. Når man gør det, kan man ikke samtidigt lægge nakken tilbage for at kikke 'op', hvilket i en givne flyvestilling nærmest er 'ned'. Hvis man gør det, vil man have tilbøjelighed til at flade ud af dykket. Det medførte altså et sammenstød i ca. 3 km's højde. Jeg blev ramt hårdt på højre ben lidt over anklen.

Jeg vidste at benet var brækket - faktisk havde jeg prøvet at brække det ben tidligere, så jeg vidste, hvordan det føltes. Det gør sådan set ikke ondt til at begynde med, det er nærmest en lidt 'valen' fornemmelse. Den anden part kom ikke noget til.

Se nu gjaldt det om at holde hovedet koldt! Ikke noget med at trække skærmen i stor højde og lande flere kilometer væk. Det drejede sig om at komme ned så tæt på formationen, at jeg kunne lande med et beskadiget 'understel' så tæt på de andre, at jeg ville kunne råbe dem an. Jeg viste, at når jeg først var landet, så ville jeg ikke kunne bevæge mig væk fra stedet ved egen kraft. Omvendt skulle jeg ikke så tæt på, at nogen ville gribe fat i mig i den tro, at jeg deltog i formationen - det havde jeg opgivet på dette tidspunkt!

Hjemtur

Det lykkedes så jeg fik den assistance, der var nødvendigt. Og så endte jeg også på hospitalet. Herfra blev jeg så nogle dage senere fløjet hjem fra - efter en nervepirrende timelang ambulancetur med 150km/t til Paris, hvorfra der så var et fly. Det er den eneste gang, jeg har oplevet 'VIP treatment' - uden om køer og sikkerhedskontrol! Nu var det jo også længe før 9/11, men alligevel.

Penge igen

De to 'overlevende' ud af de fire, vi startede med, kørte så min bil hjem. Tænkt både bil og penge var der endnu; lidt held - ikke meget, men lidt - var der dog i projektet...



Den mere officielle udgave af historien

...fra artikel i "Faldskærmspringer" november 1979

Billederne har jeg dog selv taget (mens jeg kunne)

3. VM-RW blev i år afholdt i Chateauroux, 250 km syd for Paris. Det danske 8-mands hold skulle bestå af Mads, Billi, Mori,Brusgaard (også deltagere i 4-mands) samt Tom, Steen, Torben og P.E. Reserver var Kurt Christensen og Bjarne Olsen og dommere Carin, Hanne og Marianne (god elev) . De fleste af os tog med tog, først til Paris, hvor vi havde et ophold på 9 timer til at se byernes by og derfra videre til Chateauroux. Turen gik uden de store problemer, indtil vi i Paris mødtes med Mads, som var kørt i "Øsen" et par dage i forvejen. Han kunne berette dårligt nyt. Tom, Steen, Torben og Billi, som kørte i Toms bil, var kørt galt på motorvejen i Tyskland med 150 km/t. På trods af den høje hastighed var de tre sluppet uden nævneværdige skrammer, hvorimod Tom, som var blevet slynget ud af bilen, havde fået nogle grimme hudafskrabninger og måtte køres i rullestol. Han var trods det sammen med os de første 9 dage af VM, hvilket kun var muligt, fordi han blev plejet og passet af Mariannes svenske Lasse, som er læge, og Bjarnes pige Kirsten, som lykkeligvis er sygeplejerske. De får hermed endnu engang tak for deres store hjælp.

Nå, vi skulle videre til VM i Chateauroux. Vi tog toget fra Paris mod Chateauroux, Men det var kun Mori og P.E., som kom frem med banernes hjælp alene. Vi andre blev "koblet fra" i Burges og måtte tage en taxi de sidste 60 km, hvilket vi dog fik refunderet på banegården en uge senere efter megen palaver med de franske statsbaner.


Den danske lejr
th: Amerikanske solbriller

Den første uge nåede vi kun at få afviklet 3 prøverunder. Vejret var dårligt, kraftig blæst og tæt skydække forsinkede starten på selve konkurrencen. Prøverunderne for 8-mands benyttede danskerne, nu med Kurt på holdet istedet for Tom, til at træne en samlet exit fra NordAtlasen, som fløj med 200 km/t, men det viste sig at være vanskeligt, og kun de bedste af holdene kunne trække 8 mand samlet af. Derimod viste vort 4-mands hold gode takter i prøvespringene, hvor de lå i den bedste trediedel blandt 19 nationer. I det ene prøvespring blev der bl.a. sat ny dansk rekord med 7 figurer indenfor tiden.


De skrappe drenge dirtdiver
th: Datidens RW-guru: Jerry Bird

Efter at have gået en uge og ventet på godt vejr, brugt tiden til reception hos borgmesteren og ellers bare vente, var arrangørerne begyndt at blive nervøse for afviklingen, idet vejrudsigten ikke lovede bedring. Men mandag middag en uge efter ankomsten, beviste vejrguderne, at de ikke altid retter sig efter meteorologerne. Skyerne spredte sig og solen kom. Det blæste stadig lige på grænsen, men første lift blev kaldt ud til 1. runde af 8-mands. Vi havde trukket start nr. 14 (hvilket var 8. i denne disciplin) og var på 3. lift, idet hver fly i konkurrencen tog 24 springere. Englænderne lagde ud med 5 figurer, hvilket efter dansk standard er strålende, men det store "boom" kom, da hold nr. 2, kineserne, sprang. Det var første gang, de deltog i et VM, så man var meget spændte på at se, hvad de kunne præstere, og i denne l. runde viste de, hvad man kan vente sig af kineserne i årene fremover. De lagde ud med en ny verdensrekord på 9 (ni!!) figurer indenfor tiden + 2 udenfor, så nu var der spænding fra starten. Mirror Image fra USA havde kun dirtdivet 7 figurer, hvilket de havde ment var nok, men nu fik de travlt med at træne nogle flere inden de skulle op. Og derefter gik de også op og lavede 9. Det var en fornøjelse at se, hvor tæt de arbejdede. Kinesernes standard faldt desværre konkurrencen igennem, og de måtte slutte på fjerdepladsen med 37 points, hvorimod Mirror Image var meget suveræne som vindere af VM med 66 points. På 2. og 3. pladsen kom Canada og Frankrig, og disse hold sprang også nogle virkelig gode runder. Danmarks placering som nr. l0 ud af 11 viser det umulige i kun at træne 8-mands fra 2 små fly.

Det er da ikke kun de skrappe drenge, der kan danse!
Her dirtdiver det danske 4-mands hold: Niels, Billi, Mori og Mads.
Antallet af beundrere er måske nok lidt mindre, men det måtte vi jo så leve med.

I 4-mands lagde kineserne sig også i spidsen med 7 figurer i 1. runde, men allerede i 2. runde blev de hentet af canadierne, som derefter holdt 1. pladsen resten af tiden. De danske forhåbninger viste sig desværre ikke at slå helt til, men vi sluttede dog på en delt 12. plads sammen med svenskerne, foran finnerne. Norge viste sig overraskende gode og blev placeret som nr. 7 med 52 points over de 10 runder.

Både 4- og 8-mands konkurrencen blev afviklet på 4 dage, og derefter blev der mulighed for de lidt større forsøg. Der blev foretaget 3 forsøg på ny verdensrekord i stor formation, men der manglede hver gang 2-3 mand inde. USA satte ny verdensrekord i 10- mands stjerne på tid med 4,2 sek. Vi forsagte os også med en ny dansk rekord med en 11-mands, men blev aldrig mere end 10.

Dagen før hjemrejsen havde det danske hold endnu et uheld, idet Torben brækkede et ben i en kollision kort efter exit i et stort load. Men hvis vi ser bort fra diverse uheld på det danske hold, var VM-RW 1979 en stor oplevelse, som gav os mange venner og en stor portion erfaring, som vi nu må vise kan komme os til nytte op til det næste VM i 1981.

Peter Nissen


Klip fra gammel, gulnet fransk lokalavis

(Torsdag d. 30. august 1979)

Billedet af holdet på vej op i NordAtlas'en er scannet fra den gamle avis. Det var dengang, da rasteret i avisbilleder var så groft, at det var som at få sand i øjnene af at se på dem. Det fremgår af billedteksten, at det skulle være det canadiske hold. Det passer altså ikke, man ser forrest Mads, så Kurt, Mori og undertegnede. De næste kender jeg ikke - men det er måske canadierne.

'De Lyse Sider' senest opdateret: Wed Oct 4 11:44:23 2017