Banner   

Topics:  Fotografi    Rejseliv    Lidt af hvert    Teknikhjørnet    Scrapbogen    Pulterkammeret    Site Map    


Indhold:

-Overordnede-
Skydive i 70'erne

-Sideordnede-
Begyndelsen
Uddannelsen
Skærmene
Flyvemaskinerne
Tiden i KFK
Og i HFK
Radiospring i Værløse
Rinkaby
Fokker Boogie 1979
VM Frankrig 1979
Fokker Boogie 1980
Efterskrift

København Faldskærmsklub

 Skydive i 70'erne

Lidt om tiden i KFK

...og det hentyder ikke til "Korn & Foderstof Kompagniet", men derimod "Københavns Faldskærmsklub"!

I eftersommeren 1972 (tror jeg nok) flyttede jeg til København, hvilket gjorde det naturligt at gå ind i denne klub. KFK var dengang en selvstændig klub - faktisk landets ældste. Man havde en springplads på Lolland i nærheden af Holeby. Pladsen findes stadig, og der springes stadig på den.

I starten af 70'erne, hvor præcisionsspring var den mest udbredte disciplin, etablerede man en meget stor springgrav her. Det er et cirkulært område med sten - store i bunden og ganske små perlesten i et tykt lag øverst. I centrum havde man så en 'dead center' plade på størrelse med en lille underkop. Det var jo så den, det gjaldt om at ramme.

Den gang var der græsbane og ingen faste bygninger udover en gammel lade, hvor de lokale svæveflyvere havde deres materiel. Avlsgården til Ljungholm gods - på hvis marker det hele foregik - lå lige i nærheden og her havde klubben så et pakkeloft i en gammel fredet bygning. Der var her opstillet pakkeborde som dengang (med de runde skærme) blev anset for næsten uundværlige. Da de firkantede kom til, blev disse borde ikke brugt meget, da de dels ikke passede til skærmenes form, dels var det meget nemmere at pakke skærmen ude på pladsen - så kunne man blive klar igen meget hurtigere.

For efterhånden en del år siden blev pladsen udbygget med asfaltbane og mange faste bygninger (cafeteria, værksteder og hangarer) og fungere i dag som Maribo regionale flyveplads.

KFK afholdt om sommeren nogle springferier her med overnatning i nogle lokaler på gården i nærheden. Billederne her stammer fra en konkurrence, hvor der inden konkurrencen startede, skulle kastes streamer - og måske også laves et vindspring. Det sidste kan jeg dog ikke rigtig huske.


Streamerkast - spotning

At finde det korrekte udhopspunkt var vigtigt, ikke mindst med datidens runde og ikke særligt styrbare skærme - og naturligvis især, hvis det drejede sig om præcisionsspring i en konkurrence. Før springeriet kunne begynde, blev der derfor kaste en 'streamer', det vil sige et stykke elektrikerrør e.l. på omkring 30 - 35 cm længde hvorpå der var fastgjort en bane crepe papir med samme bredde og nogle meter i længden. For at gøre streameren så synlig som muligt valgte man papir i stærke farver. Denne streamer havde en synkehastighed som en springer i bærende skærm, og kunne derfor indikere den afdrift, som springerne med de herskende vindforhold ville have.

Proceduren var så den, at når flyet befandt sig i den højde, hvor springerne skulle åbne skærmen (ca. 650m), så blev streameren kastet lodret over et veldefineret punkt på jorden. Det lyder enkelt, men er det ikke altid i praksis. Kunsten består i at vurdere præcist over hvilket punkt i terrænet flyet befinder sig. Hvis piloten flyver 'rent', så vil selv det mindste drej medføre en tilsvarende krængning. Tænker man sig en spand vand stående på kabinegulvet, så vil vandspejlet hele tiden være parallelt med gulvet - men ikke nødvendigvis vandret. Det betyder jo imidlertid, at man ikke kan flugte eller sigte med nogen del af flyet for at finde det punkt, hvorover man befinder sig. Man må f.eks. bruge horisonten og så "nedfælde den vinkelrette" for at se præcist, hvor man er. Under denne process må man ofte læne sig en del ud, hvor det er god foranstaltning at ha' en skærm på - for en sikkerheds skyld! Garvede faldskærmspiloter fløj derfor under denne procedure ofte ikke 'rent', men lavede "automobildrej" for at lette streamerkasterens opgave.

Når man så vidste, hvor streameren var kastet og hvor den landede, så kunne man om nødvendigt parallelforskyde linien, der forbandt de to punkter, således at landingspunktet faldt sammen med 'dead center'.

Efterfølgende kunne springerne så - når flyet var på 'finale', d.v.s. modvindsbenet mod det fundne udhopspunkt - dirigere piloten det sidste stykke, så flyet gik ret over udhopspunktet. Det var springerne (eller evt. instruktør kaldet en 'hopmester') der dirigerede piloten, da denne ikke med de benyttede flytyper kunne se lodret ned. Denne proces kaldes at "spotte".

Billederne giver en fornemmelse af, hvordan streamerkast kunne foregå. Her er det dog fra en Dornier DO-27 - et ikke så ofte anvendt fly, som dog havde den store fordel frem for de mere benyttede Cessna typer, at den som standard havde en dør, der kunne åbnes og lukkes under flyvningen. Så trak det ikke så meget under opturen.

Trælanding

Hvad der kan ske, når man endnu ikke er fuldbefaren.

Omkring gården var der nogle ganske høje træer. Det var stort set den eneste forhindring, der dengang var. Jeg kom engang noget ufrivilligt til at demonstrere, hvad der kan ske, hvis spotningen ikke var helt vellykket - og evnen til at kompensere herfor måske heller ikke var helt på toppen.

Jeg husker ikke, hvem der spottede - var det mon mig selv? Men resultatet står ret klart i erindringen. Under nedfarten gik det op for mig, at gårdens høje træer stod lige i sigtelinien. Ups! Rundt med skærmen for at den smule fremdrift den havde kunne medføre en landing umiddelbart før trægruppen. Det betød at jeg nu måtte sejle ned med ryggen til forhindringen, men det var der lige som ikke noget at gøre ved.

Pyh ha! Ned kom jeg - nu var det lige før. Hov, hva' nu? Jeg blev simpelthen hængende i halvanden meters højde. En mærkelig (og flov) fornemmelse, men på den anden side også en lettelse over ikke at være ramt af så meget som den mindste kvist.

Selv var jeg lige gået fri af træets krone, men denne var til gengæld pakket pænt ind i skærmen. En eller anden med en hurtig finger på udløserknappen fik disse to billeder af hændelsen.

Jeg kan supplerende oplyse, at det faktisk er ret svært at få pakket et højt træ ud af en faldskærm - man skal nærmest løfte kalotten op og ud af træet igen - og det kan man ikke, og slet ikke uden assistance af det lokale brandkorps, som sikkert har fået lidt at snakke om ved eftermiddagskaffen. Skaderne var dog ikke så slemme, som man kunne have forventet. Skærmen var en type (Konke) lavet af kraftigere stof end f.eks. C-9 skærmene; og det var nok en god ting i denne lidt pinlige situation.


'De Lyse Sider' senest opdateret: Wed Oct 4 11:44:23 2017