Banner   

Topics:  Fotografi    Rejseliv    Lidt af hvert    Teknikhjørnet    Scrapbogen    Pulterkammeret    Site Map    


Indhold:

-Overordnede-
Skydive i 70'erne

-Sideordnede-
Begyndelsen
Uddannelsen
Skærmene
Flyvemaskinerne
Tiden i KFK
Og i HFK
Radiospring i Værløse
Rinkaby
Fokker Boogie 1979
VM Frankrig 1979
Fokker Boogie 1980
Efterskrift

Skærmene

 Skydive i 70'erne

Hvilke skærmtyper var på mode?

T10:

T10 med den gule 'static line' T10 med formsyet kalot

Den i starten af 70'erne suverænt mest benyttede begynderskærm var den militære T10 skærm. Det var sådan en olivengrøn "Broen ved Arnhem" sag, med static line og krog, med en stor formsyet kalot og stor bæreevne. Men i sin oprindelige form aldeles ustyrbar. At kalotten var formsyet betød, at den så at sige kunne "holde bedre på luften" end en flad kalot af samme størrelse.

Seletøj og paksæk var af bomuld - ingen nylon her - og skærmen var pakket i en inderpose på hvis yderside der var anbragt nogle stropper til placering af bærelinerne. Disse blev senere erstattet af elastikker, hvilket lettede pakningen betydeligt. De oprindelige stropper betød, at værktøj (et sæt såkaldte pakkekroge) var nødvendigt til pakningen. Det var et slid at pakke sådan en svend, men til den oprindelige militære brug var let og hyppig pakning nok ikke de vigtigste design kriterier!

Den formsyede kalot betød også, at den kunne være ganske svær at få luften ud af efter landingen. Mange begynderspringere fra dengang vil kunne fortælle historier om at blive slæbt adskillige meter gennem pløjemarken, før bæstet blev tæmmet.


C9:

C9 orange og hvid. Her med styreåbninger.

Denne skærmtype var faktisk også et militært produkt. Den blev efter sigende benyttes som redningsskærm af datidens militærpiloter. Den var væsentlig lettere både at have med at gøre end T10'eren, men bæreevnen var væsentligt mindre, da den jo ikke som T10'eren var designet til at bære en springer med fuld feltmæssig oppakning, men blot sikre pilotens overlevelse. En vægtgrænse på maks. 70 kg blev derfor indført - en vægtgrænse, jeg ingen problemer havde med dengang (det ville jeg uden tvivl ha' i dag!).

Med sine orange og hvide kalotfarver var C9'eren mere festlig at se til end T10'eren.

C9'eren blev brugt både til automat- og manuelle spring. Den var pakket i en 'strømpe' (rør at stof hvori kalotten befandt sig til den skulle udfoldes) hvor bærelinerne var fastholdt med elastikker. Meget lettere at pakke end T10.


PC'eren og andre Limoigne typer:

Limoigne skærmtype Limoigne type

Og nej - en PC'er betyder ikke en "Personal Computer"(IBM's PCer kom først på markedet i '82), men derimod "Para Commander", som var en amerikansk faldskærmstype til sportsbrug. Blev fremstillet af firmaet "Pioneer".

Datidens "skrappe drenge" benyttes disse skærmtyper. Disse skærme kunne kendes på de mange styreåbninger, der var. Desuden var tophullet trukket ned i midten, og på siderne var der syet nogle stofpaneler på det øverste af bærelinerne.

Hensigten med alle disse raffinementer var at øge skærmens egendrift, d.v.s. dens vandrette hastighed. Dengang betragtedes disse skærme som ret avancerede og der krævedes derfor et ganske stort (efter datidens målestok) antal string med traditionelle typer før overgangen til Limoigne typerne.

Selv havde jeg en PTCH-8, som var en Limoigne skærm af Tjekkisk oprindelse. Det var en ganske let konstruktion, både hvad angik seletøj og kalot - og så var den ikke rasende dyr.

Jeg husker endnu en episode med denne skærm. Det var i Sundbylille, hvor jeg brugte skærmen. Jeg må på daværende tidspunkt ikke ha' haft et pakkecertificat til denne type, så jeg måtte lade pakningen kontrollere af en, der havde det - men måske ikke burde ha' haft det! Sagen er, at PTCH-8'eren var pakket i strømpe, hvor toppen af kalotten ikke måtte fastgøres med elastikker i toppen af strømpen - sådan som det var foreskrevet for de amerikanske PC typer. Den kontrollant (må han i al evighed sove dårligt om natten) mente, at der skulle elastikker til her. Det gjorde jeg så.

Pakning af Limoigneskærm i felten

Og hvad skete - åbningen var sløv, og en kontrol af kalotten efter åbningen vist adskillige stykker himmel, hvor der burde ha' været stof. Med andre ord, skærmen fik en del brandskader og måtte efterfølgende til reparation. Den kunne dog godt bære, så et reservetræk blev det ikke til.

Hvorfor 'brandskader', når ingen leger med tændstikker? Det kommer af, at når visse kunststoffer gnides hårdt og hurtigt mod hinanden, så bliver temperaturen høj nok til, at materialet smelter i overfladen. Det svækkes og mister den smidighed, det burde have. Der kan som sagt ligefrem opstå huller i stoffet på den konto. PTCH-8'erens strømpe var lavet af kunststof (hvilket *uden* elastikker i tophul ikke var noget problem), hvorimod de amerikanske typer havde strømper af bomuld, og ku' dermed godt tåle et fastgjort tophul - ja sådan blev det faktisk foreskrevet for disse skærme.

Sådan ka' det gå...


De 'firkantede':

Para Foil igen Para Foil - det var sådan en, jeg havde

I løbet af de år jeg var aktiv som springer slog de firkantede type igennem. Det er jo senere fortsat i et sådant omfang, at de mig bekendt bruges som begynderskærme i dag.

Disse skærme virker efter et helt andet princip end de runde. Man kan nærmest sammenligne dem med en tyk flyvinge. Fremdriften for disse skærme er så stor, at den større hastighed af luftstrømmen på kalottens overflade i forhold til undersiden giver en opdrift som medfører, at det samlede kalot areal kan være langt mindre end for en rund skærm med samme bæreevne.

Disse skærme skal som følge deraf 'flyves' lidt som et svævefly. Ved landingen kan man øge skærmens løfteevne kraftigt, men kortvarigt ved med styrelinerne at trække begge 'flaps' ned langs kalottens bagkant. Derved konverteres den vandrette hastighed til et løft der så bevirker, at landingen nærmes kan sammenlignes med at træde ned fra en søndags Berlinger. Det forudsætter dog, at man - ganske som med et fly - lander mod vinden!

Selv havde jeg en "Para Foil" som havde en slider forbundet til pilotskærmen med en line, der gik gennem et sæt pariserringe i selve kalotten.

De gode flyveegenskaber for de firkantede kalotter kunne først rigtigt udnyttes, efter at man havde fået kontrol med disse skærmes åbningsforløb. De tidligste firkantede skærme var berygtede for at have en meget hård åbning og har derfor næppe været behagelige at lave mange spring med langt frit fald i. Forskellige teknikker blev udviklet i et forsøg på at forsinke åbningen eller i det mindste gøre den mere blid. 'Slideren' var et eksempel på dette. Det er er et firkantet stykke stof (ca. 1/2m i kvadrat) med et hul i hvert hjørne. Kalottens bæreliner er så delt i fire bundter ført igennem hver sit hul i slideren. Hullerne er forsynet med pariserringe for at styrke dem og for at linerne kan glide frit. Ideen er så, at slideren under pakningen føres helt op under kalotkanten, hvorved denne holdes sammen. Under åbningen vil kalotten derfor fange luft langsommere end uden slider. Når kalotten så foldes ud, vil linerne spredes og slideren vil glide (heraf navnet 'slider') ned af linerne og ende ved bæreselerne et stykke over springerens hoved.

På 'Foilen' (min skærm) havde man erstattet slider stoffet med et webbing kryds, dog stadig med bærelinerne gående gennem enderne af krydsets 'arme'. Og så var midten som sagt forbundet til pilotskærmen (den lille skærm, der trækker resten ud) med en line.

Dette arrangement gav en blød, men også undertiden noget sløv åbning. det var næsten *for* effektivt, og efter at ha' trukket skærmen, kunne man i ganske lang tid (to - tre sekunder) se kalotten som en gang blafrende vasketøj over hovedet, indtil det så begyndte at ligne en faldskærm. Et reservetræk oplevede jeg dog aldrig.

Starto Star - tror jeg nok Fulde flaps før landing

De andre:

Delta II Parawing

Her skal bare nævnes et enkelt eksempel, nemlig "Delta II Parawing". Den så sådan lidt trekantet ud. Disse forskellige eksperimenter - eller hvad man nu skal kalde det - blev dog alle slået ud af de firkantede skærmes succes.



'De Lyse Sider' senest opdateret: Wed Oct 4 11:44:23 2017